Tour de France Femmes

Tour-rytter påkørt efter etape: - Jeg gik lidt i panik

Mie Bjørndal Ottestad forventer at kunne stille til start på fredagens 6. etape i Tour de France Femmes.

Skriget var højt, og chokket var stort.

Forståeligt nok.

Jeg skreg ret højt, og så fik han flyttet sig

Mie Bjørndal Ottestad

For bedst som den norske Uno-X-rytter Mie Bjørndal Ottestad var kommet i mål og stod ved holdbussen, blev hun pludselig påkørt af en sportsdirektørbil fra Arkéa-holdet.

- Der er ofte kaos i målområdet. Vi stod og snakkede om løbet, og pludselig var der en bil, der kørte ind i min ankel og fod. Jeg gik lidt i panik, og det gjorde ganske ondt, men det gik heldigvis fint, siger Ottestad til TV 2 Norge.

Den norske tv-station fangede situationen på kamera. Her kan man se, at manden, der kørte bilen, straks stoppede og begyndte at bakke, så Mie Bjørndal Ottestad kunne få sit venstre ben fri.

- Jeg skreg ret højt, og så fik han flyttet sig. Han begyndte heldigvis at bakke i stedet for at fortsætte frem, siger Ottestad.

Herefter gik manden ud af bilen og havde en kort snak med den uheldige Uno-X-rytter.

Ottestad satte sig efterfølgende på sin cykel for at rulle af. Hun forventer ikke, at situationen vil få betydning for hendes fremtidige deltagelse i Tour de France Femmes.

- Det gør lidt ondt nu, men jeg skal lige have noget is på, og så satser jeg på, det er fint, siger den 25-årige nordmand.

Det er ikke første gang under kvindernes Tour de France, at en rytter er i fysisk kontakt med en bil.

Onsdag var det klassementshåbet Mavi Garcia fra UAE Emirates, der blev påkørt af sin egen sportsdirektørbil.

Det spanske klassementshåb blev sendt i asfalten på 4. etape af Tour de France Femmes, da hendes egen sportsdirektør ramte hende med bilen. Video: TV 2 Sport