E-sport

Astralis risikerer absolut lavpunkt

Verdens fjerdebedste Counter-Strike-hold har kun én mulighed tilbage for at sikre sig adgang til Major-kvalifikationen.

Danske Astralis står både med ryggen mod muren og med kniven for struben, efter holdet overraskende tabte 16-8 til polske los kogutos.

Det skete tirsdag i den tredje af fire såkaldte Road to Rio-kvalifikationsturneringer, og derfor har de tidligere verdensettere kun én chance tilbage for at spille sig videre til næste fase af Major-kvalifikationen.

- Hvis de ikke engang kommer med i kvalifikationen, så vil det være et absolut lavpunkt. Det vil overgå alt, hvis nummer fire i verden ikke kan kvalificere sig til kvalifikationen, siger TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Jacob ’Pimp’ Winneche.

Astralis og flere andre hold deltager lige nu i den åbne kvalifikation, hvor man spiller om at gå videre til den lukkede kvalifikation til efterårets Major i Rio – den største turnering af alle. Med tre kiks på stribe er det med andre ord en både opslidende og nedslående tid, Astralis er igennem.

- Astralis har præsteret langt under niveau i de her turneringer, og det står i skarp kontrast til det, de præsterede mod nogle af verdens bedste hold ved BLAST Fall for nogle få dage siden, hvor de vandt deres gruppe. De er på en evig rutsjebanetur, hvor det ser rigtigt godt ud, når det fungerer – og rigtigt sort ud, når det ikke fungerer, siger ’Pimp’ og tilføjer:

- Det er et hold, der er tømt for selvtillid. Enkelte spillere lever ikke op til deres normale niveau, men kollektivt er det en nedsmeltning.

Astralis har som organisation vundet fire Major-turneringer fra 2017 til 2019. Det er endnu uvist, hvem holdet skal møde i det sidste forsøg på at sikre adgang til den lukkede kvalifikation i efteråret 2022.