Historisk Astralis-nedtur truer: - Jeg har aldrig været mere presset

Lukas 'gla1ve' Rossander lægger ikke skjul på, at Astralis-mandskabet er under massivt pres.

Lørdag aften kan der blive skrevet dansk Counter-Strike-historie. Det er dog noget, Astralis vil gøre alt for, at der ikke bliver.

Det er nemlig dem, der har en bajonetkniv for struben. Her kæmper de danske stjerner for en plads til Majoren i Brasilien. De tre første forsøg er mislykkedes, og i denne weekend er det fjerde og sidste chance.

Kan folk overhovedet sætte sig ind i, hvor meget pres der er på jer?

- Det tror jeg faktisk ikke, at de kan. Jeg kan fortælle så meget, at jeg har spillet fire Major-finaler, og der har aldrig været mere pres på, end der er nu, siger Astralis-stjernen Lukas ’gla1ve’ Rossander til TV 2 SPORT.

Opdateres løbende: Sådan går det Astralis

  • 1. runde (sejr): Astralis 16-12 los kogutos
  • 2. runde (sejr): Astralis 16-11 BLUEJAYS
  • 3. runde (sejr): Astralis 2-0 Illuminar (bedst-af-3)

Efter en succesfuld fredag er danskerne gået videre til lørdagens runde, hvor der – hvis de vinder – venter tre kampe.

Misser de den fjerde og sidste chance, vil det være første gang nogensinde, at Astralis ikke er med til en Major, som er Counter-Strikes med afstand største turnering.

Lyn-analyse

Hvis de ikke engang kommer med i kvalifikationen, så vil det være et absolut lavpunkt. Det vil overgå alt, hvis nummer fire i verden ikke kan kvalificere sig til kvalifikationen.

Presset er hårdt

Derfor er presset massivt på de danske favoritter.

- Det er selvfølgelig hårdt. Det er noget, man skal arbejde med. Det handler om at være i det og ikke blive påvirket af det, siger ’gla1ve’, der indrømmer, at han nok fælder en tåre, hvis holdet ikke booker billet til Majoren.

Det vil også være første gang, at holdets rutinerede ræv Andreas ’Xyp9x’ Højsleth ikke er at finde til den store turnering, hvis de fejler.

Spiller parallelt med BLAST

Astralis har allerede været i aktion lørdag i BLAST-turneringen i Danmark, hvor de tabte til OG.

Det er dog ikke den vigtigste kamp lørdag. Det er RMR’en, der begynder klokken 18.

Her møder de i første kamp polske los kogutos, som senest slog danskerne ud ved den tredje RMR. Polakkerne er nummer 91 i verden og et hold, Astralis på papiret burde spise til morgenmad. Denne type modstandere har de dog haft gevaldigt svært ved at slå.