E-sport

Astralis ydmyget - nu er situationen alvorlig

Astralis er ét nederlag fra at misse en Major for første gang.

Der er ikke plads til flere nederlag.

Astralis, der ikke har misset en Major siden organisationens fødsel, har presset sig selv til det ypperste i jagten på en billet til Majoren i Rio i 2022.

Det danske mandskab er netop blevet ydmyget af Bad News Eagles, og det betyder, at Astralis nu har tabt to kampe i kvalifikationen. En kvalifikation, hvor det handler om at vinde tre kampe for at avancere. Og med to nederlag i bagagen skal Astralis vinde de næste to kampe, hvis de skal være en del af den ypperste CS:GO-turnering.

Astralis 3 - 16 Bad News Eagles

  • Pausestilling: 2-13
  • Map: Ancient
  • Kampens bedste: Dionis "sinnopsyy" Budeci (Bad News Eagles)
  • Astralis' plads på verdensranglisten: 8
  • Bad News Eagles' plads på verdensranglisten: 32

Astralis fik ikke et ben til jorden i løbet af kampen, der blot blev afviklet over et map. Det er først, når et hold spiller for den tredje sejr eller det tredje nederlag, at en kamp skal afvikles i bedst af tre maps.

Astralis er det mest vindende Major-hold i historien med fire titler. Derfor er det også en mindre katastrofe, hvis holdet skulle misse Majoren i Rio til november. Lige nu er Astralis' præstationer dog allerede en katastrofe.

"Sjældent set noget lignende"

TV 2 SPORTs CS:GO-ekspert Jacob 'Pimp' Winneche er bestemt ikke tilfreds med Astralis-indsatsen:

- Jeg har sjældent set noget lignende. Astralis får en røvfuld af det undertippede BNE-mandskab. Jeg havde dem som smal favorit, fordi de er et aggressivt hold, og fordi Astralis er i en krise, men dét her… Det er langt værre, end jeg nogensinde havde troet. Kig på det, smag på det.

- Det er svært at holde modet oppe og være positivt stemt efter sådan en kamp. Det er den værst tænkelige måde at tabe på for Astralis. Et er, at man taber, for det lå måske i kortene, men at de taber på den her måde med 16-3 uden på noget tidspunkt at være en del af kampen.

- Vi tænker jo ikke tilbage på en kamp med tætte runder og marginaler. Langt størstedelen af kampen var det et tandløst Astralis-mandskab, der blev kørt over. Jeg er ked af at sige det, men Astralis får fortjent en røvfuld, og det piner mig. Det skulle have været bedre.

Ekspert Jacob 'Pimp' Winneche fremhæver dog, at Astralis naturligvis ikke er ude at turneringen i dag, og han ser én stor fordel forud for to potentielt afgørende kamp.

- Det kan godt være, Astralis spillede som en pose nødder i dag, men de er i Gruppe A, der er den svageste af de to grupper. Så selvom jeg er pessimistisk, tror jeg stadig, de har fine muligheder for at spille sig videre, for der venter svagere modstandere. Så det er ikke slut endnu, om end det ser hårdt ud.