Astralis i kæmpe nedtur - misser Majoren for første gang

For første gang i Astralis' historie er de ikke blandt de hold, der skal deltage ved en Major.

Der er god grund til at kigge ind ad, hvis man sidder i Astralis-organisationen.

For første gang nogensinde er de nemlig ikke en del af Majoren, der er det ypperste inden for CS:GO.

Astralis 0 – 2 forZe

  • Mirage: 14-16
  • Nuke: 14-16

Astralis er nummer 8 på verdensranglisten. forZe er nummer 26. Astralis er det mest vindende Major-hold i historien med fire titler, og derfor er det en stor skuffelse, at de slet ikke formår at komme med.

Det store danske hold havnede i situation efter flere nederlag. De tabte blandt andet stort til Bad News Eagles, der er nummer 32 i verden.

I opgøret mod forZe var de dog bedre med i kampen, selvom de smed en stor føring på Mirage. På Nuke, der var Astralis' mapvalg, var det igen tæt, men danskerne endte med at indkassere et nederlag.

- Man sidder lidt med en trist stemning, fordi Majors er forbundet med Astralis – i hvert fald i Danmark og i dansk Counter-Strike. Men hvis du ikke kan slå forZe og Bad News Eagles, ændrer det nok ikke noget i det store hele, lyder analysen fra TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Nicolai 'torben' Amorim.

Vi bliver til tider overrasket over, hvor gode folk er til at skyde os i hovedet

Benjamin 'blameF' Bremer

- De skal se fremad og sove på den nu – måske i et par dage – og finde ud af, hvad de skal fremadrettet.

Vil der ske udskiftninger?

Benjamin 'blameF' Bremer fortæller til TV 2 SPORT efter kampen, at de nu skal bruge lidt tid på at finde sig selv igen.

- Jeg har det selvfølgelig dårligt. Det er klart. Vi spiller jo for at komme med til Majoren. Det er en drøm gennem hele året at vinde Majoren. Så er det klart, at man er skuffet, når man ikke en gang kommer med til den.

Hvad er jeres spillemæssige problem lige nu?

- Hvis man skal starte et sted, er det selvfølgelig ikke optimalt, at vi får en stand-in-spiller en uge inden, vi tager herned. Det er ikke mange marginaler, vi mangler for at vinde, og dem kunne vi meget vel have fået, hvis vi havde det line-up, vi har spillet med hele tiden. Det, at vi har en stand-in med, betyder, at vi bruger al vores forberedelsestid på at øve vores spil i stedet for at have tid til at gå helt ned i detaljen med vores spil.

- Nogle gange føles det bare, som om vores modstandere er bedre end os for at være helt ærlig. Vi bliver til tider overrasket over, hvor gode folk er til at skyde os i hovedet, før vi skyder dem.

Den tidligere Astralis-spiller Lucas 'Bubzkji' Andersen, der nu er ekspert for TV 2 SPORT, siger, at han godt tør love, at det ikke er de samme fem Astralis-spillere, der vender tilbage efter pausen.