E-sport

Dansk stjerne i voldsomt slagsmål: - Jeg var bange for at dø

Counter-Strike-stjernen Kristian ’k0nfig’ Wienecke er færdig hos Astralis med øjeblikkelig virkning. Nu fortæller han om en voldsom episode for nylig.

Mandag eftermiddag offentliggjorde det danske storhold Astralis i en pressemeddelelse, at stjernen Kristian ’k0nfig’ Wienecke ikke længere er en del af holdet.

Ifølge Astralis stoppede samarbejdet, fordi 'k0nfig' har gennemgået nogle ting privat, som han har brug for ro og tid til at bearbejde. Både fysisk og mentalt.

Imens jeg lå på hospitalet, tænkte jeg hele tiden på, om det var enden på min karriere

Kristian ’k0nfig’ Wienecke

Nu fortæller Kristian ’k0nfig’ Wienecke selv i et langt opslag på det sociale medie Twitter, hvad det blandt andet omhandler. Et opslag, som han indleder med teksten: "De sidste uger af mit liv har været de hårdeste nogensinde."

Bytur udviklede sig katastrofalt

Mareridtet startede 18. september 2022, da Astralis tabte til Heroic og blev slået ud af turneringen ESL Pro League Season 16, der blev afviklet på Malta.

Inden Astralis-spillerne skulle rejse hjem den efterfølgende dag, ville de kigge nærmere på Maltas natteliv med en bytur. Det udviklede sig katastrofalt for Kristian ’k0nfig’ Wienecke, da han ankom til en natklub, hvor holdkammeraterne var gået ind en halv time forinden.

- Indgangen til natklubben var på toppen af en trappe, hvor jeg gik op og spurgte en fyr, der så ud til at være den ansvarlige, om jeg kunne komme ind til mine venner, der allerede var gået ind.

- I stedet for bare at sige nej, dissede han mine tatoveringer og sagde, at det var "hans fucking klub", at jeg var en "tatoveret taber", og at han på ingen måde ville lukke mig ind, medmindre jeg betalte 5000 euro (37.000 danske kroner, red.) for et bord.

Sparket i ansigtet

Ifølge Kristian ’k0nfig’ Wienecke var personen aggressiv, og han følte sig ydmyget, så de endte i en ophedet diskussion.

Da Astralis-stjernen svarede igen og kaldte modparten en taber, valgte manden angiveligt at spytte danskeren i hovedet, hvorefter han også sparkede ham i ansigtet fra sin position højere oppe på trappen.

'k0nfig' beskriver, hvordan han herefter faldt ned ad trappen og forstuvede foden, mens han så den anden person forsvinde ind på natklubben.

- Det gjorde ondt som ind i helvede, men adrenalinen, frygten og forvirringen havde fuldstændig overtaget min krop, så jeg bemærkede det ikke i første omgang.

Jagtede voldsmand og brækkede benet

Konfrontationen på trappen viste sig dog blot at være starten på en større voldsepisode.

Han sparkede mig gentagne gange i hovedet, mens jeg lå ned

Kristian ’k0nfig’ Wienecke

Ikke længe efter forlod den samme mand nemlig natklubben, hvilket Kristian Wienecke bemærkede fra sin position på fortovskanten.

- Jeg følte mig så sur og uretfærdigt behandlet, så jeg humpede efter ham og indhentede ham længere nede ad vejen for at konfrontere ham. Det fortryder jeg inderligt. Jeg skulle være gået min vej. Jeg skulle bare have gået hjem og slikket mine sår, for så var der ikke sket noget af det her.

Med "det her" hentyder den danske Counter-Srike-spiller til det voldsomme slagsmål, der efterfølgende udspillede sig på gaden i Malta.

- Vi endte i en slåskamp, og han brækkede mit ben, så jeg faldt til jorden. Han sparkede mig gentagne gange i hovedet, mens jeg lå ned. Jeg prøvede at løbe væk, men jeg kunne ikke putte vægt på mit højre ben.

- Det knækkede sammen under mig og brækkede fuldstændigt, hvilket også fik min fod til at gå ud af led. Han stoppede med at sparke mig, fordi jeg trak ham ned til mig, og jeg blev nødt til at udøve selvforsvar for at stoppe ham. Jeg var så bange for, at jeg skulle dø, skriver Kristian ’k0nfig’ Wienecke i sit opslag.

Kørt med ambulance til hospitalet

Slagsmålet stoppede kort efter, og danskeren blev kørt med ambulance til et nærtliggende hospital.

Her forsøgte lægerne at sætte hans fod på plads, der var ude af led, men de måtte opgive projektet. Det krævede en operation, som Kristian Wienecke ønskede at komme hjem til Danmark og få foretaget.

Lægerne på Malta havde dog også bemærket et brud på knoglen i bunden af øjenhulen, hvorfor de ikke ville lade danskeren flyve hjem i første omgang.

På det sportslige plan meldte Astralis samtidig 'k0nfig' ude i flere uger på grund af et kompliceret brud i anklen, uden at holdet uddybede yderligere.

Afslutningen på karrieren?

Efter fire dages indlæggelse fik han endelig lov til at rejse hjem, men heller ikke i Danmark kunne de sætte foden på plads med det samme. Det skete først den efterfølgende dag - fem dage efter episoden på Malta, mens Kristian Wienecke gennemgik yderligere en operation 28. september.

Hele oplevelsen har ramt den 25-årig Counter-Strike-stjerne hårdt.

- Imens jeg lå på hospitalet, tænkte jeg hele tiden på, om det var enden på min karriere. Var det det for mig? Men dette er langtfra afslutningen for mig. Jeg går i krig mod mig selv nu. Fuck nej, jeg går ingen steder. Jeg går til en psykolog. Mit mindset ser fremad, slår den nu tidligere Astralis-spiller fast og tilføjer:

- Jeg vil gør alt, hvad der står i min magt, for at komme tilbage. Min mentale styrke er måske blevet ramt, men det skal ikke slå mig ned. Jeg vil bruge tiden på at komme mig både fysisk og mentalt. Det er uden tvivl en af de hårdeste perioder i mit liv, og jeg accepterer det. Handlinger har konsekvenser, og jeg påtager mig det fulde ansvar for mine.

"Kristian har brug for ro"

TV 2 SPORT har spurgt Astralis, om ophævelsen af kontrakten med Kristian ’k0nfig’ Wienecke sker udelukkende på baggrund af episoden på Malta, men det har holdet ikke ønsket at uddybe. De henviser til pressemeddelelsen, der er udsendt.

- Vi har løbende haft en god dialog med Kristian, som har brug for ro til at komme igennem en svær periode. Lige nu handler det om, at Kristian får tid og ikke har et pres hængende på sig i forhold til, hvornår han skal spille igen. Derfor er vi blevet enige om at ophæve kontrakten og fritstille Kristian, udtaler Kasper Hvidt, der er sportsdirektør i Astralis.

Ifølge opslaget fra 'k0nfig' tyder meget da også på, at sagen er mere kompleks end som så. I samme pressemeddelelse udtaler Kristian ’k0nfig’ Wienecke selv, at han har brug for en pause, og det ikke kun er fysisk.

Historien omkring voldsepisoden er udelukkende baseret på Kristian ’k0nfig’ Wieneckes egen oplevelse af situationen. Counter-Strike-mediet Jaxon har dog tidligere omtalt dele af episoden, hvor et lokalt øjenvidne i store træk beskriver det samme, som danskeren nu selv forklarer.