E-sport

Astralis dropper træneren

Det to parter skilles på grund af manglende resultater.

Astralis er lige nu inde i en historisk nedtur.

Når Majoren, den største turnering i Counter-Strike, løber af stablen i Rio senere på året, er Astralis for første gang i organisationens historie ikke med. Danskerne klarede således ikke kvalen i sidste uge.

Nu har det danske CS:GO-hold så taget konsekvensen af de dårlige resultater og har droppet træneren Martin 'trace' Heldt.

Det fremgår i en pressemeddelelse, hvor Astralis skriver, at træneren er bænket og ikke længere er en del af Astralis-mandskabet.

- Først siger vi tak for indsatsen til Martin, som ikke længere skal have ansvaret for førsteholdet. Martin har leveret en god indsats, men vi må indrømme, at vi ikke har fået det bedste ud af potentialet og kompetencerne i på holdet.

- Vi har konkluderet, at der er brug for andre kvaliteter - også i forhold til de kommende opgaver, udtaler CEO Anders Hørsholt.

I første omgang tager talenttræner Peter Toftbo Ardenskjold over for holdet i den kommende periode. Astralis skriver også, at der vil komme flere ændringer i den kommende tid.

Ekspert mener, det måske kommer for sent

TV 2 SPORTs Counter-Strike-ekspert Jacob 'Pimp' Winneche forstår godt beslutningen:

- Jeg er overbevist om, at det her skal ses som et led i en større plan. Astralis er nu gået i gang med at rekonstruere hele holdet. Og her har man vurderet, at ’trace’ ikke har en plads i fremtiden. Så det er nok ikke udelukkende baseret på resultater, men også et tegn på, man vil bygge en ny kultur på, fordi det ikke har fungeret i lang tid.

- Han har haft ekstremt svære arbejdsforhold, og han har haft svært ved at sætte sit præg på holdet. Han har heller ikke gjort det store væsen af sig, så det giver meget fin mening både indefra og udefra.

’Pimp’ forventer nu, at der sker flere store ting i den kommende tud.

- Nu starter Astralis med en trænerudskiftning, og så kommer der højest sandsynligt en eller to nye spillere til inden alt for længe.

- Det er en nødvendighed for rekonstruktionen. Det har været skidt længe, og det har måske taget for lang tid at komme til den her konklusion. Men nu har de da indset, at det ikke kan forsætte på den her måde.

Astralis spiller mod Eternal Fire ved BLAST Premier Fall Showdown den 19. oktober.