E-sport

Danske rivaler mødes i afgørende kamp

Danske Counterstrike-fans kan se frem til en lækkerbisken af en kamp.

Der er lagt op til en stor dansk duel, når Astralis og Heroic tørner sammen i finalen ved BLAST Premier Fall Showdown 2022 Europe.

Det står klart, efter Heroic sikrede sig finalepladsen med en komfortabel 2-0-sejr over Sangal lørdag.

Det hold, der vinder søndagens derby, kvalificerer sig til BLAST Premier Fall Final i Royal Arena i næste måned.

Astralis slog verdensetter

Astralis skuffede stort tidligere på måneden, da de for første gang nogensinde missede en major.

Den skuffelse rettede det danske mandskab i den grad op på fredag, da de besejrede verdens bedste hold, Vitality, med 2-1 og sikrede sig finalebilletten.

Du kan følge det spændende derby klokken 19:30 på TV 2 Zulu og TV 2 PLAY.