E-sport

Danskerhold brillerer i Brasilien

Modstanderen bliver enten FURIA eller NaVi. De spiller senere fredag.

Danmarks bedste Counter Strike-hold er fortsat med i kampen om verdens største trofæ.

I Major-kvartfinalen slog de Spirit, selvom der var spænding til slut i anden bane. Ellers var danskerholdet totalt overlegen.

Heroic 2-0 Spirit

  • 1. map: 16-8 (Vertigo)
  • 2. map: 16-14 (Overpass)

Det er tredje gang i træk, Heroic er med i den afsluttende fase af en Major-turnering.

I 2021 nåede holdet semifinalen i Stockholm, og i foråret 2022 blev det til en kvartfinaleplads i Antwerpen.

I semifinalen møder danskerholdet enten FURIA eller NaVi.

Danskerhold klart bedst

Spirit havde valgt den første bane, og valget var faldet på Vertigo.

De to hold var jævnbyrdige, men de fleste gange en runde var tæt, endte Heroic som vinder. Som første bane skred frem, blev overtaget større, og danskerholdet fandt sig hurtigt oppe med 7-4.

Herfra begyndte kaptajn 'cadiaN' og kompagni at folde sig ud. Mappet blev vundet sikkert med 16-8

Heroic har fået en fantastisk start på kvartfinalen mod Spirit ved Majoren i Brasilien, hvor de har vundet første map 16-8. Video: TV 2 Sport

Dårlig start, meeeen

Heroic havde valgt bane to, hvor de to hold skulle duellere på 'Overpass'. Det er en bane, hvor det er svært at starte på den side, som Heroic skulle.

Derfor kom forhåndsfavoritterne også hurtigt bagud med 0-3, men så tog det fart. Med fem runder i streg satte Heroic fut i arenaen i Rio, og særligt runden, hvor holdet fra Danmark reducerede til 2-3 vakte opsigt.

Jabbi førte an, og cadiaN gjorde det færdigt én mod én.

Heroic kom skidt fra start i andet map, men reducerer til 2-3. Jabbi og cadiaN spiller godt. Video: TV 2 Sport

- Jeg synes, Spirit virker passive. De er tyngede af presset, vurderede ekspert Jacob "Pimp" Winneche, da Heroic var oppe med 5-3.

Marchen mod sejren fortsatte, og Heroic kom også foran med 8-4.

Kaptajn i kæmpe jubel

'CadiaN' indtog i det hele taget en hovedrolle på andet map.

Ved stillingen 8-5 var han én mod tre til sidst i runden, men herfra nedlagde han tre modstandere og jublede, som var han konge af arenaen.

'cadiaN' jubler som en konge, da han afgør runden, selvom Spirit var tre mod én. Video: TV 2 Sport

Herfra nuppede Heroic en enkelt runde, men så blev det hurtigt tæt. Ud af ingenting var Spirit tilbage, og stillingen var pludselig 10-9 i dansk favør.

Heldigvis var Danmarks bedste hold stærkest i en dramatisk afslutning, hvor det også stod 13-13 undervejs.