E-sport

Astralis-stjerne går amok i længe ventet comeback

Astralis vandt stensikkert 2-0 over Tricked, da 'device' strålede i sin comeback-kamp.

364 dage. Så lang tid er det siden, at Nicolai 'device' Reedtz senest spillede en professionel Counter-Strike-kamp.

Søndag aften kom det længe ventede comeback så, efter den danske stjerne har kæmpet sig tilbage fra en lang periode med mentale problemer. Comebacket skete ovenikøbet i en Astralis-trøje, efter han i sidste måned annoncerede sit comeback til det danske CS:GO-mandskab. Inden da spillede 'device' hos svenske NiP.

Og den 27-årige dansker vendte tilbage med et brag. I det første map i kampen mod Tricked ved CCT North Europe Series 2 leverede den danske stjerne massive 32 kills.

Astralis 2 - 0 Tricked

  • 1. map: 16-14 (Mirage)
  • 2. map: 16-8 (Nuke)
  • Flest kills: Nicolai 'device' Reedtz (56)
  • Bedste rating 2-0: Nicolai 'device' Reedtz (1.66)

'Device', der vendte tilbage i sin vanlige rolle som AWP'er, sluttede sin comeback-kamp med en kill/death-ratio på +28, da han gik 56-28.

Sejren på 2-0 over det danske Tricked-mandskab blev også grundlagt af en velspillende Benjamin 'blameF' Bremer, der noterede sig for 53 kills.

Astralis er nu klar til kvartfinalen, hvor de skal møde enten HEET eller Into the Braech. Turneringen er ikke verdens største, men den har alligevel en samlet præmiesum på 50.000 dollars svarende til 350.000 danske kroner.

De resterende Astralis-spillere i søndagens line-up var Lukas 'gla1ve' Rossander, Andreas 'Xyp9x' Højsleth og Mikkel 'MistR' Thomsen.