Dansk holdkaptajn ramt af tragedie kort før stor turnering
Rasmus Pallisgaard Nielsen - også kendt som 'HooXi' - har mistet sin far få dage før den store Counter-Strike-turnering BLAST Premier World Final.
BLAST Premier World Final er et af sæsonens højdepunkter, og det skulle det også være for danske Rasmus 'HooXi' Nielsen, der styrer storholdet G2 Esports.
Men danskeren har fået en frygtelig optakt til turneringen, der begynder onsdag. På Twitter oplyser han nemlig, at hans far uventet er gået bort.
- Kort efter jeg ankom til Abu Dhabi i går aftes, fik jeg at vide, at min far var død. Det var meget pludseligt, for intet virkede unormalt, da jeg sagde farvel til ham, aftenen inden jeg tog afsted for at nå mit fly.
- Jeg har ikke behov for at dele noget om mit forhold til min far udover det faktum, at jeg elskede ham. Den eneste grund til, at jeg deler dette, er, så folk til turneringen ved, hvorfor jeg måske ikke er så begejstret for at se dem eller ikke gør, som jeg plejer.
- Jeg har besluttet at blive her og spille turneringen, for det vil min familie gerne have, jeg gør, og jeg håber, det bliver en slags distraktion for mig, skriver Ramus 'HooXi' Nielsen.
Holdkaptajn på storhold
Rasmus Pallisgaard Nielsen - der af flere omgange har spillet for danskerholdet Copenhagen Flames - skiftede i august til G2 Esports. Her er han såkaldt in-game leader - med andre ord holdets kaptajn, som både inden og under runderne er ansvarlig for at kalde taktikken.
Sammen med holdkammeraterne på G2 Esports skal han forsøge at vinde BLAST Premier World Final i denne uge, hvor vinderen kan se frem til en præmiecheck på 500.000 dollars svarende til knap 3,5 millioner danske kroner.
Rejsen mod trofæet begynder for G2 Esports onsdag klokken 10, hvor holdet møder FaZe i deres første kamp.
I alt kæmper otte hold om titlen i denne uge, hvor også Heroic er med. Det rene danskerhold er dog i modsatte halvdel af turneringen.