Heroic med endnu en forlængelse
Heroic fortsætter rækken af forlængelser i 2022.
Danmarks og verdens pt. bedste hold – Heroic – forlænger med en af holdets stjerner. Rasmus 'sjuush' Beck har skrevet kontrakt med Heroic i yderligere to år.
'Sjuush' er en af de profiler, der har høstet store roser for sit spil i år, hvor han også har spillet så flot, at han betragtes som en af de bedste spillere i verden på netop sin position.
TV 2 SPORT erfarer, at Heroic har formået at forlænge med danskeren til trods for, at andre konkurrerende hold har udvist interesse for ham.
- Vi er utrolig glade for at kunne annoncere, at Rasmus 'sjuush' Beck har forlænget sin aftale med Heroic i yderligere to år. I sin tid hos Heroic har vi set en enorm udvikling hos Rasmus, hvor han har etableret sig som en af de absolut bedste i verden på sin position, siger Heroic til TV 2 SPORT.
- For Heroic familien har han en stor betydning både på og uden for serveren. Han er en arbejdsom og dedikeret spiller, og vi tror stærkt på, at han kan udvikle sig endnu mere de kommende år.
- Som organisation kan vi nu glæde os over at have forlænget med alle vores fem spillere i flere år frem, og vi glæder os til at bygge videre på vores fantastiske udvikling i 2023.
Heroic har nu forlænget med alle deres fem spillere og dermed har fremtidssikret holdkortet frem mod næste sæson i 2023.
Heroics forlængelser
- 10. februar forlængede Heroic med 'cadiaN' og 'stavn'
- 21. juni skrev Heroic kontrakt med 'jabbi' (ny spiller)
- 27. november forlængede Heroic med 'TeSeS'
- 16. december forlængede Heroic med 'sjuush'