E-sport

Counter-Strike står over for massive ændringer: Svarer til at fjerne offside i fodbold

Især én af de nu offentliggjorte ændringer vil ændre spillet markant.

Når CS:GO til sommer bliver til Counter-Strike 2, er det første gang i 11 år, at det populære computerspil bliver opdateret.

For at forstå, hvad det betyder for spillet, har TV 2 allieret sig med Jacob ’Pimp’ Winneche, der er Counter-Strike-ekspert og tidligere professionel.

Derudover er han en af de få, der har fået lov til at teste Counter-Strike 2, inden det offentliggøres.

Største nyhed i spillets historie

Jacob ’Pimp’ Winneche kalder opdateringen for den største nyhed i spillets historie. Primært fordi, man nu rykker spillet over på en ny engine.

Det er noget, man har gået og ventet på i Counter-Strike miljøet i mange år, fortæller Jacob ’Pimp’ Winneche, men da der ikke tidligere har været meldt noget ud fra producenten Valve, har det ikke været forventet, at det skulle lande nu.

Det er denne overraskelse, som ifølge eksperten har skabt så stor opmærksomhed omkring nyheden.

Jeg synes ikke, at det er unfair at sige, at det svarer til at fjerne offsidereglen i fodbold

Jacob ’Pimp’ Winneche

Rygterne har taget til det seneste halve års tid, mens spillet er blevet mere og mere populært, men man har reelt ikke vidst, om det ville lande nu eller om fem års tid, siger Jacob ’Pimp’ Winneche.

Selvom nyheden i det store hele er blevet modtaget godt, er der en ”sund skepsis” i miljøet. Spillet har nemlig 25 år på bagen, og det her er en af de største opdateringer i spillets historie.

Valve siger, at der vil komme flere ændringer frem mod sommeren.

Indtil videre er det tre ting, som Counter-Strike eksperten bider mærke i:

Granater, grafik og tick-frekvens.

1: Granater - som at afskaffe offsidereglen

Den helt store ændring, der vil opleves i Counter-Strike 2, er granaterne. De er ændret i forhold til, hvordan de interagerer med hinanden, og også hvordan de ser ud.

Især røggranaten, den såkaldte smoke, vil fremover opleves anderledes.

- Det er ændringen! Smokes er noget helt andet nu, siger Jacob ’Pimp’ Winneche.

Fra at være en meget statisk røg er den blevet mere levende. Det betyder, at den fremover vil blive påvirket af skud, bevægelse og andre granater, forklarer den tidligere pro-spiller.

Smokes er i Counter-Strikes nuværende form det vigtigste element i de taktiske aspekter af spillet, påpeger han.

Derfor glæder han sig til at se, hvordan spillet omfavner den her ændring, fordi det ændrer, hvordan man kan og skal placere sig på banen.

- Jeg synes ikke, at det er unfair at sige, at det svarer til at fjerne offsidereglen i fodbold, siger han.

2: Grafik - en kæmpe ansigtsløftning

Grafisk har det gamle spil fået en ansigtsløftning. Den visuelle oplevelse skal være renere, lysere og bedre, som Valve skriver i deres præsentation.

Det er noget ’Pimp’ tydeligt kan mærke på serveren. Det ser markant bedre ud, og det føles også bedre, når man sidder og spiller det, fortæller han.

Alt i alt er det mere i trit med, hvad man forventer af et spil fra 2023, lyder dommen.

I praksis betyder den visuelle opgradering, at enkelte baner er blevet totalrenoveret, mens andre har fået en mindre opdatering, skriver Valve.

Her kan du se før- og efterbilleder fra banerne Overpass og Dust 2.

Overpass Tunnel CS:GO
Overpass Tunnel CS 2
Dust II B-site CS:GO
Dust II B-site CS 2

Selvom spillet har fået en tiltrængt modernisering, vil der ifølge Jacob ’Pimp’ Winneche altid være en frygt for, at man mister noget af spillets dna. Specielt fordi grafikken tit har været underordnet, da Counter-Strike så længe har levet af at tilbyde et gameplay, som andre spil ikke kan matche, forklarer han.

Det er dog ikke alle Counter-Strike-spillere, der er lige så nostalgiske anlagt som ham, og han ser et kæmpe potentiale i at tiltrække den yngre generation, der grafisk er bedre vant, end de spillere, der har været med fra start.

3: Serverne - alle får en velplejet plæne

Teknisk kan det være svært at forklare, hvad det betyder, når Valve vil indføre ”delticksopdateringer”.

Det svarer til at gå fra en pløjemark i serie fem til at spille på en velholdt græsplæne

Jacob 'Pimp' Winneche

Dem, der aldrig har spillet professionelt eller på eksempelvis FACEIT, vil måske ikke engang vide, at der findes forskellige servertyper. I det klassiske CS:GO spiller man nemlig på 64-tick-servere, mens man på FACEIT spiller på 128-tick-servere.

For garvede Counter-Strike-spillere er der en markant forskel på de to. En 64-tick-server er, for dem der er mere rutinerede, en markant dårlige oplevelse end 128-tick-servere, fortæller ’Pimp’.

Finder man først ud af, at der findes to typer servere nu, så er det snart lige meget, for ifølge Jacob ’Pimp’ Winneche er det lavpraktisk, det som ændres. Alle får de samme serverforhold.

Derved får man udvisket den kløft, der tidligere har været mellem amatørerne og de professionelle Counter-Strike-spillere.

- Det svarer til at gå fra en pløjemark i serie fem til at spille på en velholdt græsplæne, siger Jacob ’Pimp’ Winneche med henvisning til de kommende serverforhold.

Flere ændringer frem mod sommeren

Valve teaser for, at der frem mod sommeren vil komme flere opdateringer. Det kan være vanskeligt at gætte på, hvad de indeholder, men ’Pimp’ er sikker på, at i hvert fald én ting ændres.

- Jeg er 100 procent overbevist om, at hele matchmakingen får en kæmpe overhaling, siger han.

Generelt har han stor tiltro til, at Valve nok skal komme godt igennem de mange ændringer. Der vil dog altid være ting, som Counter-Strike-spillerne vil have en holdning til.

Personligt ærgrer han sig over, at bunny hop ikke er hevet med over i Counter-Strike 2. En måde, hvorpå man ved at time sine hop, kan få ekstra fart på.

Der er længe til sommer, som han selv påpeger, så det kan jo være, at de når at ombestemme sig, siger han.

CS:GO er et af de største spil inden for esport, og du kan følge kvartfinalerne i ESL Pro League på TV 2 PLAY resten af dagen.