E-sport

Dansk CS-hold konkurs – efterlader stort hul

Copenhagen Flames kan ikke få økonomien til at hænge sammen.

Et hul i økonomien hos Copenhagen Flames har skabt et hul i dansk Counter-Strike.

Det vurderer TV 2 Sports CS-ekspert Jacob 'Pimp' Winneche, efter Flames' direktør har begæret holdet konkurs.

- Det er en skam for dansk Counter-Strike. Det har været en klub, der har formået at skabe talenter og resultater med få midler. Uden Flames kommer der til at mangle et element i dansk Counter-Strike, fordi der kommer til at mangle et led mellem de store hold, Heroic og Astralis, og resten af holdene, siger Winneche.

I en lang udmelding skriver Flames-direktør Steffen Thomsen, at han begærede holdet konkurs fredag. Samme dag blev personalet opsagt.

- De seneste seks måneder har vi arbejdet uafbrudt på at undgå denne situation, men desværre fejlede vi. Det er jeg virkelig ked af. I sidste ende er det mit ansvar, og jeg har det elendigt med, at det er kommet hertil, skriver Steffen Thomsen.

Copenhagen Flames har så sent som i april 2023 søgt en investering på mellem fire og fem millioner kroner. Det fremgår af et opslag hos Capino. Her kan man også læse, at organisationen havde 51 ansatte inden opsigelserne fredag den 28. april. Copenhagen Flames havde både herre-, kvinde- og talenthold.

Har skabt flere internationale profiler

Konkursen begrundes blandt andet med, at holdet i hele sin syvårige levetid har reinvesteret rigtigt mange penge i sportslig udvikling og derfor stort set altid har balanceret på en økonomisk knivsæg.

- De har været enormt dygtige til at finde nogle spillere, der måske lige manglede det sidste for at kunne slå igennem. De spillere har Flames sat sammen og så har de formået at udvikle dem. Et godt eksempel er 'Jabbi' i Heroic og 'HooXi' i G2, der begge er blandt verdens bedste, siger Jacob 'Pimp' Winneche.

Copenhagen Flames' bedste resultater er Major-gruppespillet i 2021 og Major-kvartfinalen i 2022. Gennem årene har Flames flere gange solgt enten hele sit hold eller store dele af det, og i august 2022 præsenterede Flames et helt nyt hold og flere tiltag rundt om spillerne.

Det kunne økonomien ikke bære.