- Astralis-æraen er ikke slut. Den er død, og det har den været i nogle år.
Ordene kommer fra TV 2 Sports Counter-Strike-ekspert Jacob "Pimp" Winneche, og selvom det kan lyde hårdt, står virkeligheden bøjet i neon.
Astralis er langt fra de kronede dage. Det danske CS:GO-mandskab har misset de to seneste Majors, mens det nu er mere end to år siden, at de har toppet verdensranglisten. En verdensrangliste, de ellers tæt på kontinuerligt lå i toppen af mellem december 2016 og marts 2021.
En en årrække lavede Astralis ikke andet end at løfte trofæet. Her i Katowice i 2019. Foto: RFRSH Entertainment
Faldet fra toppen har varet længere, end hvad godt er, når man ser på, hvilke midler Astralis har til rådighed, mener "Pimp". Og derfor bliver Astralis’ farvel til Counter-Strike: Global Offensive, der bliver erstattet af Counter-Strike 2, et kedeligt et af slagsen.
- Astralis-æraen varede i et par år, og det er måske den største æra, der nogensinde har været, men der er ikke nogen tvivl om, at Astralis det sidste halvandet år har været en skygge af sig selv.
- Alt, hvad der lugtede af æra, og alt, hvad der lugtede af et hold, der var frygtindgydende at møde, er væk. Folk respekterer simpelthen ikke Astralis som et hold, man på nogen måde frygter at møde. Og det er meget sigende, lyder vurderingen fra "Pimp".
Astralis var i en lang årrække et synonym med storhed og titler, men tidernes måske bedste hold er end ikke med, når historiens sidste CS:GO-Major, som du kan følge hele vejen igennem på TV 2 Play, bliver sat i gang lørdag.
Astralis ejede Majoren og var urørlige, hvilket slet ikke er aktuelt lige nu. Men hvordan gik det så galt? Og er det overhovedet gået galt? Spørgsmålene er mange, svarene er endnu flere. TV 2 Sport har taget en snak med "Pimp" om perspektiverne i Astralis' fald fra tinderne, og du kan få alle nuancerne her - og lige under kan du læse Astralis' syn på sagerne:
Jacob "Pimp" Winneche:
I hvilken tilstand befinder Astralis sig i lige nu?
- De befinder sig i en damage control-tilstand lige nu. Det er kulminationen af mange, mange, mange dårlige beslutninger, der sætter ind lige nu. De har generelt ikke formået at erstatte den her gamle generation af Astralis-spillere, så nu har det bare i en årrække været en rigtig trist og kedelig periode for Astralis.
Hvilket eftermæle efterlader Astralis i det her spil?
- De efterlader sig et eftermæle som det måske største Counter-Strike-hold nogensinde. Det, de leverede i deres storhedstid med fire Majors, og den måde, de spillede Counter-Strike på, placerer dem i historiebøgerne. De var de første til at have sportspsykologer med. De var firstmovers på at køre efter en performance-model. De var de første til at vinde tre Majors i streg og fire i alt. Så de efterlader sig et stærkt eftermæle, og de vil gå ned i historien som det måske bedste Counter-Strike-hold nogensinde.
Hvor gik det galt for Astralis?
- Det begyndte for alvor at gå galt, dengang vi så både ”gla1ve” og ”Xyp9x” sidde ude med diverse sygeproblemer. Og det kulminerede med ”dev1ce”, der forlod holdet. Hele den her periode var bare en hård periode for Astralis. Men man skal passe på med at sige: ”Her gik det galt”.
- Det er utopi at tro, de kunne fortsætte på det niveau. Der er ikke noget hold, der burde kunne vinde fire Majors. Der er ikke noget hold, der burde have en æra, som Astralis havde det. Det var meant to be, at det skulle gå galt, men nedslaget for mig er beslutningerne i perioden efter, at ”dev1ce” forlod holdet.
- Her lavede de alle de her halvlunke og deciderede pinlige signings, hvor de prøvede at spare penge og cutte hjørner. Signingen af "farlig". Signingen af "Lucky". Det er udslagsgivende for mig. Det var her, Astralis gik fra at være et hold, man forventede at se i toppen, til at de blev et hold, der selv sagde, de ville vinde trofæer, men som gjorde noget helt andet. Havde man ambitioner om stadig at vinde, havde man ikke gjort, som man gjorde.
Hvordan ser fremtiden ud for Astralis?
- Fremtiden er uvis for Astralis. Når man ser på de budgetter, Astralis har, og når man ser på det setup, der er bag holdet, så er det et hold, der burde være bedre end de andre. Det er et hold, der burde spille med om titler, og som var selvskreven til at spille Majoren. Så jeg køber ikke den her med, at Astralis er et sted lige nu, hvor man ikke kan forvente mere af dem. Den køber jeg ikke. De har et af de største budgetter i verden, og de har også et setup til at levere mere, end de gør nu.
- Om de laver den her rebuild, som mange – jeg selv inklusiv – efterspørger, er svært at sige. Jeg synes, som tendensen har været de seneste år, at de bare bliver ved med at sætte plaster på sårene. De har konstant sat plaster på, og så har de håbet på, at såret ellers kunne hele sig selv. Og så river man plasteret af og finder ud af, såret ikke er helet. Og sådan har det været i to år nu, siger ’Pimp’ med henvisning til tilgangene af blandt andet ”Altekz”, blameF” og ”k0nfig”.
- Man er ikke for alvor at gået i bund med det, og jeg tror, det er det, Astralis lider under lige nu. De har ikke turdet at lave den her helt store rebuild, og nu står de bare et rigtig lunkent sted, hvor det hele kan være lidt lige meget.
Hvordan kommer Astralis tilbage til toppen?
- Ifølge mig er opskriften at turde gøre noget radikalt. De har som sagt sat plaster på og prøver alt for at stoppe blødningen, men nu må de være kommet til et punkt, hvor man må erkende, at den strategi er fejlslået. Så nu må de være villige til at satse.
- Hvorvidt det betyder, at man skal kigge udenlandsk, eller hvorvidt det betyder, at man måske skal prøve at pille lidt ved identiteten i Astralis. Kunne man tænke sig, at der var to udenlandske spillere på holdet? Så hovedbestanddelen af holdet stadig var dansk, men at der nu blev snakket engelsk? Det er en måde at gøre det på. Det tror jeg, der er rigtig, rigtig mange, der har et ønske om. Der kommer flere og flere internationale hold, hvor modersproget er engelsk.
- Det er klart, at man så piller ved Astralis’ DNA, og man piller noget ved fanbasen. Men i bund og grund er Astralis sat i verden for at vinde trofæer, og jeg kunne godt tænke mig, at man i Astralis overvejede den der radikale beslutning for igen at gøre sig bemærket i verdenseliten. En satsning, hvor det ikke bare er et plaster, du sætter på, men simpelthen en hel operation. At man tør at tænke ud af boksen.
Hvor står Astralis med hensyn til det nye spil?
- Nu har Astralis en mulighed. Når Counter-Strike 2 kommer ud, er det en frisk start for alle. Det er enormt vigtigt at understrege, at Astralis ikke kan blive ved med bare at lurepasse og håbe på, det løser sig selv. De er sidestillet med alle deres konkurrenter igen, og hvis de spiller deres kort rigtigt fra starten af Counter-Strike 2, så kan de jo hurtigt være tilbage i verdenstoppen.
- Men det kræver, at man tør at satse og anskue situationen en smule anderledes. Gør man ikke det, risikerer man at blive efterladt bag ved igen, og det vil være en katastrofe, når man får en gratis chance i form af et nyt spil. Jeg håber, der sker noget, og jeg håber, man vælger operationen.
I Astralis medgiver man, at det "langt fra har været tilfredsstillende" de senere år, hvis man udelukkende kigger på resultater og transfers.
Det fortæller Kasper Hvidt, Astralis' sportsdirektør, der dog også påpeger, at der er langt flere elementer at tage højde for. Ifølge Hvidt er der en stor stolthed over at have skabt verdens bedste CS:GO-hold, og trods de manglende resultater føler Astralis sig i "klar fremgang". Du kan læse alle svarene fra Kasper Hvidt her:
Kasper Hvidt:
Er man i Astralis tilfredse med, hvordan de seneste par år har udviklet sig?
- Vi er først og fremmest stolte af at have skabt verdens bedste CS:GO-hold og organisation gennem tiden med resultater, som det er svært at forestille sig nogen gøre efter. Det handler om dygtige spillere, men også modet til at udvikle forholdene og organisationen omkring spillerne, så de kunne præstere på højt niveau meget længere, end vi ellers havde set i Counter-Strike.
- I forhold til de sidste par år kan man dele det op i to. Vi mistede nogle af verdens bedste spillere, da de mere eller mindre samtidig valgte at søge andre udfordringer. Det kostede selvfølgelig på resultaterne på den korte bane, og vi søgte at erstatte spillerne, samtidig med vi også skulle sikre en fortsat sund udvikling i selskabet. Mange tænker nok ikke over, at når ”store mægtige Astralis” spørger på en spiller, er han ofte både fem og i visse tilfælde ti gange dyrere, end vi ved, andre har fået af tilbud.
- Det er en del af gamet, så mens vi lykkes med det selskabsmæssige, blev det sidste en lidt mere rodet omgang, indtil vi i efteråret 2022 slog en streg i sandet og startede forfra for at genskabe et solidt fundament.
- Det er vi i fuld gang med nu via en genopbygning af organisationen omkring holdet med nogle tunge folk med stor erfaring og indsigt og en revitalisering af truppen med blandt andet "dev1ce" tilbage i storform og et par unge, virkelig talentfulde spillere, vi tror meget på. Den ene kommer fra vores egen talentafdeling, som vi i mellemtiden har gjort markant stærkere og koblet tættere på vores main-hold, og den udvikling har vi store forventninger til i fremtiden.
- Vi har et klart stærkere fundament omkring holdet i dag, en rød tråd fra talentafdelingen og op, og vi er trods skuffelsen over den missede Major i klar fremgang.
- Er man i Astralis enig i, at der er blevet taget dårlige beslutninger efter perioden, hvor ”dev1ce” forlod holdet?
- Astralis er bygget for at være med i toppen, så hvis man ser isoleret på transfers og resultater, som, jeg fornemmer, er det, "Pimp" taler om, er vi selvfølgelig langt fra tilfredse.
- Kigger man på vores langsigtede måde at bygge en sund og stærk esportsorganisation med vigtige turneringsrettigheder i Counter-Strike og League of Legends, hvor vi i år har skabt de bedste resultater nogensinde, er billedet et andet. Generelt vil jeg dog sige i forhold til vores Counter-Strike-afdeling, at med det, vi allerede har set, og de ting, vi arbejder på, går vi ind til Counter-Strike 2 med stor optimisme og tro på, at vi bliver en fast del af den absolutte verdenstop igen.
- Hvordan ser man på fremtiden i Astralis?
- Astralis skal da være med i toppen. Det skylder vi også alle fansene med den opbakning, vi mærker fra alle steder. Det er det, vi fra dag ét har investeret i at bygge op, og det er det, vi arbejder for hver dag. I CS2 og i lang tid fremover. Under den klare præmis at det fortsat skal ske under sunde og bæredygtige forhold for spillere, organisation og forretning, hvilket betyder, at vi ikke kommer til at investere hovedløst for kortvarig succes, men gør tingene rigtigt. Det er vi i fuld gang med på alle niveauer.
Det er nu mere end seks år siden, at Astralis vandt sin første CS:GO-Major.
Det blev i sin tid fejret med rådhuspandekager, og fra dén dag så holdet sig ikke tilbage. På trods af et farvel til en af de største stjerner.
Efter en årrække fyldt med storhed og succes var en håndfuld episoder med til at sende holdet mod bunden. Senest illustreret ved den missede Major i Paris.
Mens flere danske e-sportshold som Copenhagen Flames og Tricked for nyligt er begæret konkurs, mens norskejede Heoric, der kun har danske spillere, netop har præsenteret et trecifret millionunderskud, har Astralis trods de svingende resultater fortsat den økonomiske vækst. En vigtig pointe i Astralis' resultatmæssige nedtur. Bag kulisserne er der således arbejdet for at skabe en sund organisation, der kan køre rundt.
Herunder får du overblikket over de seneste seks års op- og nedture i Astralis:
Nedslag i Astralis' CS:GO-æra
2017
Første Major-triumf
Astralis fejres med rådhuspandekager efter Majoren i 2017. Foto: Scanpix Denmark
I januar 2017 vinder Astralis sin første Major ved ELEAGUE Major i Atalanta. Det er den første Major til et dansk hold, og Markus 'Kjaerbye' Kjærbye kåres som den yngste MVP nogensinde.
2018
MVP skifter til rival
'Kjaerbye' skifter til rivalerne fra North. Foto: Ritzau Scanpix
19-årige Markus "Kjaerbye" Kjærbye forlader det succesfulde Astralis og skifter til F.C. Københavns e-sportssatsning North. Skiftet efterlod målløse Astralis-spillere.
Det nye Astralis bliver født
Emil "Magisk" Reif bliver købt til Astralis. Foto: TV 2 SPORT
Fem dage efter Kjærbyes skifte til North bliver Emil "Magisk" Reif præsenteret som ny Astralis-spiller. En handel, der betyder, at det mest succesfulde og vindende hold i CS:GO-historien bliver født.
Anden Major-triumf
’Dupreeh’, ’Magisk’, ’Xyp9x’, ’gla1ve’, 'dev1ce’ og 'zonic' fejrer triumfen i London. Foto: RFRSH
Astralis vinder Majoren i London i en finale over NaVi og sikrer sig holdets anden Major-trofæ.
2019
Tredje Major-triumf
Astralis løfter trofæet i Katowice. Foto: RFRSH Entertainment
Astralis vinder Majoren i Katowice og tangerer fnatics bedrift ved at vinde to Majors i træk. Den dag i dag er det stadig de eneste to hold, der har formået det.
Historisk fjerde Major-triumf
Astralis blev hyldet af de danske fans i Berlin. Foto: TV 2 SPORT
Astralis vinder Majoren i Berlin, som er den tredje Major-sejr i træk, hvilket ingen nogensinde har formået før eller siden. Med sejren cemtererer Astralis sin position som verdens med afstand bedste hold.
2020
Stjerner sygemeldes på ubestemt tid
To af Astralis' største stjerner blev sygemeldt. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix
Holdets kaptajn, Lukas "gla1ve" Rossander, sygemeldes med symptomer på stress og udbrændthed. En uge senere sygemeldes Andreas "Xyp9x" Højsleth af samme årsag.
2021
Superstjerne skifter væk
Nicolai 'dev1ce' Reedtz blev ny mand på svenske Ninjas in Pyjamas (NiP). Foto: nip.gl
En af klodens bedste Counter-Strike-spillere, Nicolai "dev1ce" Reedtz, forlader holdet øjeblikkeligt.
Astralis smider stor bombe
Kristian ’k0nfig’ Wienecke og Benjamin ’blameF’ Bremer hentes ind. Foto: TV 2 SPORT
Astralis annoncerer en stor nyhed, der trækker overskrifter i hele CS:GO-miljøet. Med øjeblikkelig virkning siger holdet farvel til den populære træner Danny ‘zonic’ Sørensen og stjernespillerne Peter ’dupreeh’ Rasmussen og Emil ’Magisk’ Reif. Ind kommer den tidligere North-træner Alexander 'ave' Holdt, mens det bliver de tidligere Complexity-spillere ’k0nfig’ og ’blameF’, der skal udfylde de store sko på spillersiden.
2022
Første store nedtur
Lukas 'gla1ve' Rossander og Astralis misser Majoren. Foto: TV 2
Astralis misser den første Major i organisationens historie, da de ryger ud af kvalifikationen til IEM Rio Majoren.
Stjerne ud - og stjerne ind
Dev1ce er tilbage for Astralis. Foto: Astralis
"k0nfig" og Astralis går hver til sit efter en skandaløs sag, hvor "k0nfig" endte i slåskamp og brækkede anklen under en bytur med holdet på Malta, efter de røg ud af en turnering. Kort efter vender "dev1ce" hjem - efter længere tids sygdom - til Astralis.
2023
Den totale nedtur
Astralis misser Majoren for anden gang i træk. Foto: TV 2 Sport
Astralis' fald mod bunden kulminerer, da holdet igen ryger ud af Major-kvalifikationen og dermed misser den sidste Major i CS:GO’s historie. Det er nu mere end to år siden, at Astralis har været nummer et på verdensranglisten, som de ellers toppede tæt på hele tiden mellem september 2016 og marts 2021.