E-sport

På ét punkt tromler Danmark alle, når Majoren skal afgøres

Meget tyder på, at en eller flere danskere kan løfte trofæet i historiens sidste CS:GO-Major på søndag, mener ekspert.

TV 2 er i Paris og dækker Majoren tæt resten af ugen. Se med fra torsdag klokken 14.30 på TV 2 Echo og TV 2 Play.

Det bliver svært at undgå dem, danskerne, for fans bag tv-skærmen eller på tilskuerrækkerne i Accor Arena.

For når historiens sidste Counter-Strike: Global Offensive-Major i denne uge skal afgøres, er det Danmark, der sender klart flest spillere til arenaen i Paris.

40 aktører er tilbage og klar til playoff-fasen, og 9 af dem har dansk pas.

- Så længe jeg har fulgt Counter-Strike: Global Offensive, har danskerne har været i absolut top, hvad angår den internationale scene, så det er ikke så overraskende, at de slutter af med manér, siger TV 2 Sports Counter-Strike-ekspert Nicolai 'torben' Amorim.

Selvom Danmark har tradition for at have mange spillere med, når de store turneringer skal afgøres, er det denne gang særdeles udtalt, hvis man sammenligner med de andre lande, der har spillere med til den historiske turnering. Således er springet fra Danmarks ni spillere markant ned til de næste nationer i rækken. Her finder vi Ukraine, Polen, USA og Storbritannien, der sender tre styk hver:

Ingen Astralis

Værd at tilføje er det, at dominansen sker uden Astralis, der røg tidligt ud af årets Major. Titlen som Danmarks bedste Counter-Strike-hold har Heroic for længst sat sig på, og de er 'kun' tre kampe fra at blive det andet danske hold til at vinde en Major. Og det har de faktisk gode chancer for ifølge eksperten.

- De to favoritter er et helt dansk lineup i Heroic og et semidansk lineup i Vitality. Det er de to største favoritter til turneringen – måske også inden turneringen begyndte. Nu er de begge i playoffs og på hver sin side af turneringstræet, så der er lagt op til den helt store danskerfest med en finale mellem Heroic og Vitality, hvis de leverer på serveren, siger Nicolai 'torben' Amorim.

De tilbageværende danskere

  • Casper 'cadiaN' Møller (Heroic)
  • Jakob 'jabbi' Nygaard (Heroic)
  • René 'TeSeS' Madsen (Heroic)
  • Martin 'stavn' Lund (Heroic)
  • Rasmus 'sjuush' Beck (Heroic)
  • Finn 'karrigan' Andersen (FaZe)
  • Peter 'dupreeh' Rasmussen (Vitality)
  • Emil 'Magisk' Reif (Vitality)
  • Frederik 'acoR' Gyldstrand (GamerLegion)

Otte af ovenstående skal allerede i aktion torsdag. Fredag går Frederik 'acoR' Gyldstrand på scenen i sin arena, Accor Arena, hvor hans GamerLegion-mandskab møder ukrainske Monte i en kamp mellem to hold, der begge på papiret har overpræsteret.