- Det kræver mod, siger Heroic-kaptajn om fans
Selvom Heroics fans var massivt i undertal i arenaen i Paris, tog de kampen op.
Når danske Heroic spiller, holder hovedparten i arenaen ofte med det modsatte hold.
Sådan har det været i nogle år, og torsdag aften skete det igen i Accor Arena, hvor tusindvis af fans støttede Finn ’karrigan’ Andersens FaZe i Major-kvartfinalen. Det var dog ikke kun ved at bakke FaZe op, men ligeledes med buhråb i Heroic-spillernes retning.
Hele arenaen i Paris var dog ikke med på den bølge. Således var en lille gruppering i Heroic-trøjer samlet til højre for scenen, og de gjorde deres bedste for at give resten af arenaen konkurrence.
Det bemærkede Heroic-spillerne både under og umiddelbart efter 2-1-sejren.
- Det er kæmpefedt. Kæmpefedt. Det må jeg bare sige. Det kræver mod at vinde en kvartfinale, og det kræver også mod at holde med et hold, når der er så mange andre i publikum, der holder med det modsatte hold. At turde at skubbe brystet frem og stå med sin Heroic-trøje og skrige, som de gjorde, er fantastisk, siger Heroic-kaptajn Casper ’cadiaN’ Møller til TV 2 Sport.
De fortjener at få noget igen
Umiddelbart efter sejren satte han kurs mod den lille enklave, og det var helt naturligt for ham at gøre.
- Jeg sætter pris på dem. Det var også derfor, jeg skyndte mig ud til de unge fans. Det mangler de nogle gange; at spillerne kommer ud til dem og giver autografer. De fortjener at få noget igen for at rejse til Paris, booke hotel og købe billetter, siger ’cadiaN’.
Næste lejlighed til at støtte Heroic-danskerne bliver på lørdag, hvor de spiller semifinale.