Danske stjerner er knuste
Skuffelsen var tydelig hos Heroic-spillerne efter nederlaget i Major-semifinalen.
Overraskelserne Major leverede endnu en gang en gedigen en af slagsen, da de danske favoritter fra Heroic røg ud af turneringen en dag for tidligt.
Semifinalen mod GamerLegion blev nemlig endestationen for en flok knuste danskere.
- Skuffende. Skuffende. Og virkelig irriterende at tabe i dag. Men man må bare sige, at de spillede bedre end os i dag, og på den måde havde de også fortjent at vinde, siger René ’TeSeS’ Madsen til TV 2 Sport.
- Jeg har det dårligt og står med en lortefølelse i kroppen. Men der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre. Men det gør bare fucking ondt, fordi vi føler, at vi er verdens bedste hold, når vi spiller godt, og vi skulle måske have vundet 2-0 i dag, men det gjorde vi ikke, siger Martin ’stavn’ Lund.
Holdets kaptajn, Casper ’cadiaN’ Møller, er ligesom sine holdkammerater ramt efter nederlaget, men forsøger at fokusere på det positive.
- Det er hårdt. Et hårdt nederlag. Det er ikke nemt. Der er mange indtryk på kort tid, men lige nu er det, der fylder mest, skuffelse. Men jeg er stadig stolt over, hvor langt vi er nået, siger ’cadiaN’.
Skal have kigget på fejl
Heroic var på papiret favorit til opgøret, men en af turneringens helt store overraskelser i form af GamerLegion beviste igen, at de ikke er med for sjov.
- Vi havde talt om det (ikke at undervurdere dem, red.) og forberedt os godt på dem. Normalt taber vi aldrig til lavere rangerede hold, men de spillede rigtig godt og havde overtaget på os, siger ’TeSeS’ og kigger frem:
- Vi fandt ikke løsningerne på Mirage. Vi gjorde ting halvt og var ikke helt på den samme side i mange runder. Det er noget, vi skal have kigget på, og det er noget, vi kommer til at løse, så vi er endnu mere klar til næste gang.
Semifinalenederlaget slukkede samtidig Heroic-spillernes drøm om en Major-titel i Counter-Strike: Global Offensive.
Det er nemlig sidste gang nogensinde, der skal afvikles en Major i det spil. Til sommer bliver spillet ændret, og fremover skal Heroic-spillerne kæmpe om trofæer i Counter-Strike 2.