Astralis får bøde på 680.000 kroner

Den danske organisation straffes for at have fået hjælp fra en person, der var knyttet til et andet hold.

Gode råd er dyre, må Astralis sande.

Torsdag blev den danske e-sportsorganisation idømt en bøde på 100.000 dollars for at bryde den såkaldte Louvre Agreement. Det svarer til cirka 680.000 kroner.

- Astralis bad om og modtog tjenester fra en kommende medarbejder mellem april og juli 2021. Det skabte en interessekonflikt, da denne person var i en autoritetsposition på et konkurrerende hold, konkluderer turneringsorganisationen ESL Pro League i en pressemeddelelse.

I denne meddelelse nævnes ingen navne, men på Twitter afslører den nu tidligere Astralis-træner Nicolai ’HUNDEN’ Petersen, at han er en del af sagen.

I juli 2021 blev han fyret og sagsøgt af sin daværende arbejdsgiver, Heroic, fordi han ifølge organisationen havde delt fortrolig og ømtålelig information fra holdets strategibog.

I torsdagens pressemeddelelse udtaler Astralis’ direktør, Anders Hørsholt, at han er lige dele overrasket og skuffet over afgørelsen, der altså koster de tidligere Counter-Strike-verdensettere 680.000 kroner, selvom det bliver slået fast, at hverken kampe eller turneringsresultater er blevet påvirket af forløbet.

Nicolai ’HUNDEN’ Petersen er ikke blevet straffet i forbindelse med denne sag.