Astralis henter sportsdirektør hos Heroic
Astralis har fredag præsenteret Kasper Hvidts afløser.
Ni dage efter fyringen af Kasper Hvidt har Astralis præsenteret organisationens nye sportsdirektør.
1. oktober tiltræder Kasper Straube, der kommer fra en stilling som head of performance hos Heroic.
Der er altså tale om et opsigtsvækkende skifte, da Heroic indtager verdensranglistens førsteplads med sit rent danske lineup. Samtidig befinder det danske hold Astralis sig i en meget udfordrende tid, som Straube altså skal være med til at løse.
- Da ændringer i rollen som sportsdirektør kræver en selskabsmeddelelse, offentliggør vi ansættelsen allerede nu. I respekt for Kasper Straubes nuværende arbejdsgiver har vi dog ikke yderligere kommentarer indtil hans tiltrædelse, andet end at det har været en kort og effektiv proces, initieret af Kasper Straubes rådgiver, der rakte ud kort efter, positionen blev ledig, skriver Astralis på sin hjemmeside.
Kasper Hvidt blev opsagt som sportsdirektør på grund af dårlige resultater i en længere periode. De tidligere verdensettere og firedobbelte Major-vindere er dumpet ned som nummer 20 på HLTVs rangliste, der toppes af Heroic.
- I Astralis skal vi altid have ambitioner om at være bedst, og spillere, fans og partnere skal gå ind til enhver turnering med følelsen af, vi kan vinde. Sådan har det af mange årsager ikke været i for lang tid, og det tager vi i dag konsekvensen af, udtalte Astralis' direktør, Anders Hørsholt, i forbindelse med fyringen af Kasper Hvidt.
Samtidig sagde organisationen farvel til chefanalytiker Nikolaj 'Hunden' Petersen.