- Uanset hvad der sker, kan vi være stolte
Astralis-profilen har store forhåbninger til semifinalen, hvor tyske G2 venter.
Nicolai 'dev1ce' Reedtz var nærmest mundlam, efter han og Astralis besejrede verdens bedste Counterstrike-mandskab, Heroic, og bookede billet til semifinalerne ved IEM Cologne.
Her venter der Astralis modstand i form af hjemmebaneholdet G2, der er rangeret som verdens fjerdebedste hold.
Selv tror 'dev1ce' på, at han og Astralis har gode muligheder for at slå det tyske mandskab.
- Det er okay at møde G2. Jeg føler, at vi måske er dem, der har udfordret dem mest indtil videre i turneringen, fortæller Nicolai 'dev1ce' Reedtz til TV 2 Sport og fortsætter:
- Hvis vi gør alle de ting, vi gjorde i dag (fredag, red.), og som vi har snakket om, så tror jeg godt, at vi kan vinde. Men det hele afhænger af det output og den energi, vi kommer med. Nu har vi fået oplevelsen i arenaen, og det har G2 ikke. Det bliver virkelig nice, og jeg glæder mig bare. Megameget.
Stolt over præstation
Alene det, at Astralis formåede at kvalificere sig til IEM Cologne, var en overraskelse, eftersom det danske hold i den seneste tid har haft en stor udskiftning i truppen.
Udover det var freagens sejr over de danske rivaler fra Heroic, der er nummer et i verden, også et kæmpestort skridt i den rigtige retning for Astralis.
- Uanset hvad der sker, kan vi være stolte af den her turnering. Nu skal vi bare ind og gøre det, vi har aftalt – og træne det. Så må vi evaluere bagefter. Så kan vi finde ud af, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde.
- Det giver en ro, at vi hele tiden kan minde hinanden om, at vi uanset hvad kan trække det lidt tilbage og kigge mere dybt på det, siger 'dev1ce'.
Det tyske storhold G2 har danske Rasmus 'HooXi' på holdet. Opgøret begynder klokken 19.00 og vises på TV 2 Echo og TV 2 Play.