Spanien og Tyskland i finalen?

Et hurtigt kig på de to semifinaler

En sejr for fodbolden. Det kan man vist godt konkludere efter kvartfinalerne ved EM blev rundet af med Englands exit sent søndag aften.

De fire tilbageværende hold, er de hold, der ville fodbolden mest i deres kvartfinaler, og gennem det meste af turneringen, og dermed er der lagt op til to fremragende semifinaler med to favoritter.

Det er svært at græde over et farvel til Grækenland og Tjekkiet, der forsøgte med yderst begrænsede midler mod Tyskland og Portugal, ligesom Frankrig aldrig formåede at løfte sig udover noget yderst ordinært.

Hvad England angår, så det blev det i den grad udstillet, at Hodgson ikke havde materialet til at gå længere. De var tæt på i og med det var en straffesparkskonkurrence, der afgjorde kvartfinalen mod italienerne, men for pokker, det ser skidt ud med kreativiteten hos 'Three Lions'. Jeg synes, det er svært at klandre Hodgson efter et EM, hvor han dårligt kunne nå at sætte mere fingaraftryk end sin klassiske 4-4-2. Men det er svært at se, at det bliver bedre ud i fremtiden, hvor det ikke er de store kreatører, der står og venter i kulissen hos Premier League-mandskaberne. Læg dertil at 4-4-2 efterhånden ligner noget fra en anden tidsalder.

Men nok om at kigge tilbage - i stedet kigger jeg frem mod de to semifinaler.

PORTUGAL-SPANIEN
Cristiano Ronaldo er i form. Og Cristian Ronaldo er en mand, der kan afgøre kampe. Derfor er Portugal slet heller ikke uden chancer i opgøret mod de spanske Europa- og Verdensmestre. Læg dertil at Pepe har vist sig som et defensivt fyrtårn, der har lagt unoderne på hylden og koncentreret sig om spillet på banen. Og det har ikke været en dum idé for Real-stopperen har været blandt de bedste forsvarsspillere i turneringen. Men det bliver på midten af banen, det for alvor bliver afgjort, hvem der skal i finalen i Kiev. Joao Moutinho, Miguel Veloso og Raul Meireles skal virkelig ramme dagen, hvis de skal kunne smide grus i maskineriet hos den boldsikre spanske midtbane, der hidtil har domineret alle kampe.

Boldbesiddelse er efterhånden det helt store mantra i moderne fodbold. Der skal i den grad forsvares ved, at man har bolden på egne føddder, hvilket unægteligt gør det svært for modstanderne at score mål - eller bare komme til afslutninger. Og når det er tiki-taka-udgaven for fuld udblæsning, så er der ikke en eneste øjenkrog hos fodboldelskere, der henlægger i tørhed. Men den fulde udblæsning hos spanierne har i store perioder ved dette EM taget form af en mere rutinemæssig omgang med bolden, der nærmest har hensat fodboldhyldere i en tilstand af ligegyldighed. Bevares, det er stadig imponerende når Xavi leder og fordeler på midtbanen - men med David Villa hjemme i Spanien, så er det som om, at der mangler de løb, der for alvor gør det spanske spil målrettet. Men missionen lykkes gang på gang, så det er svært at klandre Vicente del Bosque - men de kunstneriske elementer har efterhånden et anstrøg af noget rutinemæssigt.

CHANCEVURDERING: 60-40 til Spanien

NØGLEFIGUR: Cristiano Ronaldo. Ikke det mest opfindsomme navn at smide på bordet - men manden kan afgøre kampe på egen hånd, uanset om Spanien så har bolden 85 procent af tiden.

TYSKLAND-ITALIEN
Set fra min position har Tyskland været det mest komplette hold ved turneringen. Der er ikke andre hold, der råder over så mange klassespillere, så man i en kvartfinale kan sende tre offensive kræfter som Mario Gomez, Lukas Podolski og Thomas Müller på bænken, uden af det egentlig kan mærkes. Sami Khedira har i den grad overbevist i rollen som den mere boldbesiddende spiller på midten af banen, og har i min optik været en af turneringens helt store oplevelser i stærk konkurrence med Andrea Prilo og landsmanden Mesurt Özil. I det hele taget har den tyske Real-duo imponeret, og når man samtidig kan fodre angribere med navne og kvaliteter som Gomez og Klose, så er der ikke meget at sætte en finger på offensivt. Defensivt mangler holdet endnu at blive presset for alvor. Jerome Boateng så alt andet end overbevisende ud på højre backen mod Grækenland, og det er nok noteret hos Cesare Prandelli. Samtidig bliver det spændende at se, hvad Holger Badstuber og Mats Hummels kan mod en spiller som Balotelli, der ikke er bange for at tage en slåskamp op i feltet.

Pirlo mod Khedira. Den duel kan blive den udslagsgivende for italiernes drømme om succes ved EM. For det er den aldrende Juventus-stjerne, der er hjernen bag det italienske opspil, og dermed er det også vejen til tysk succes at få lukket ned for den 34-årige midtbanekreatør. Desuden er der Balotelli, der for alvor kan vise sig at være noget af en mundfuld for et tysk midterforsvar, der ikke umiddelbart har den fysik, der skal til at stække den stærke angriber. Samtidig bliver det også afgørende, at Cesare Prandelli får Daniele De Rossi klar på midten af banen til at tage kampen op mod Özil og Schweinsteiger og til at få løbet de nødvendige meter i opgøret. De Rossi måtte lade sig udskifte i kampen mod englænderne og meldes tvivlsom til semifinalen.

CHANCEVURDERING: 60-40 til Tyskland

NØGLEFIGUR: Sami Khedira. Den løbestærke 6'er på den tyske midtbane har kreativiten til at bidrage i det offensive og kræfter til at lukke ned i det defensive.

EM-deltagelse: Sjette gang
Bedste placering: Sølv i 2004
Landstræner: Paulo Bento
Kampe i gruppespillet (B):
9. juni mod Tyskland
13. juni mod Danmark
17. juni mod Holland

I kvalifikationen stod det ret hurtigt klart, at de regerende europamestre fra Spanien ville sikre sig deltagelse ved slutrunden i Polen/Ukraine. Holdet vandt alle otte kampe i kval-gruppen mod henholdsvis Tjekkiet, Skotland, Lithauen og Lichtenstein.

EM-deltagelse: Niende gang
Bedste placering: Guld i 1964 og 2008
Landstræner: Vicente del Bosque
 

EM-deltagelse: 11. gang
Bedste placering: Guld i 1972, 1980 og 1996
Landstræner: Joachim Löw
Kampe i gruppespillet (B):
9. juni mod Portugal
13. juni mod Holland
17. juni mod Danmark

EM-deltagelse: Ottende gang
Bedste placering: Guld i 1968
Landstræner: Cesare Prandelli
Kampe i gruppespillet (C):
10. juni mod Spanien
14. juni mod Kroatien
18. juni mod Irland