Rio 2016

Koreansk fægter går bananas i jubelrus efter vildt guldcomeback

Park Sang-young fra Sydkorea vandt OL-guld i fægtning natten til onsdag efter flot comeback. Det udløste vilde jubelscener fra den 20-årige guldvinder

20-årige Park Sang-young fra Sydkorea vandt natten til onsdag OL-guld i mændenes kårdefægtning.

Mod den ungarske fægtelegende Géza Imre diskede den unge sydkoreaner op med et fremragende comeback, og kunne juble over en finalesejr på 15-14.

Og juble, det gjorde han. Helt vildt meget endda. Få syn for sagen i artiklens to videoklip.

Nede med 13-9 ved indgangen til tredje periode formåede sydkoreaneren at vende duellen, der afgøres, når en af fægterne når 15 point.

Sang-young bragte sig på 14-14, og dermed ville næste pointtager vinde OL-guld. Det gik som berettet til Sydkoreaneren, der dermed kunne gå jubel-amok over sin første OL-medalje.

Den tidligere VM-sølvvinder sejrede dermed over en fuldstændig knust Géza Imre, der med sine 41 år sandsynligvis glippede sidste chance for at tage OL-guld.

Det var ellers den eneste medalje, Géza Imre manglede i sit pokalskab. Imre vandt bronze ved OL i Atlanta i 1996, mens han i Athen i 2004 også fik sølv. Derfor virkede den aldrende fægter også ganske utrøstelig, da det afgørende point var sat.

Til gengæld var hans sydkoreanske banemand slet ikke til at styre på fem tønder land. Se bare videoen herunder: