Fodbold

Kasteskyts mod familietribune

Kampen mellem Brøndby og FC København måtte søndag udsættes med et lille kvarter, blandt andet fordi tilhængere af FCK kastede indsmuglede romerlys mod familietribunen på Brøndby Stadion.

Ifølge B.T. flygtede folk i panik fra tribunen, der siden blev helt ryddet. Røgen lå herefter tæt over den del af banen, og kampstarten måtte udsættes.

En af FCK-tilhængerne fortæller B.T., at det ikke er svært at smugle romerlys ind på stadion, hvis de klæbes fast på indersiden af lårene. Så opdager kontrollørerne dem ikke.

En tilskuer fra Brøndby-tribunen måtte køres på Rigshospitalet med forbrændinger, men Brøndbys sikkerhedschef, Emil Bakkendorf, siger ifølge Ritzau, at det skyldtes en tabt kop varm kakao.

Også efter kampen var der optræk til ballade mellem tilhængerne fra de to klubben, men politiet fik lagt sig imellem. Ni blev anholdt, men ingen forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.