Fodbold

D.Nielsen frygter for karrieren

Angriberen David Nielsen håber ikke, at karrieren på fodboldbanen er forbi, efter at han torsdag stod frem i TV 2's sportsmagasin LPS og fortalte, at han i 2004 bevidst spillede for at tabe, da han som AaB-spiller var på besøg i Parken for at møde FC København.

"Jeg håber da ikke, at det skal koste mig min fodboldkarriere. Det ville være fuldstændig vanvittigt. Jeg skriver en bog, hvor jeg er hudløs ærlig om de 15 år, hvor jeg har været fodboldspiller, og så skal det koste mig at være ærlig. Men hvis det kommer dertil, at det koster mig min karriere, at jeg har været ærlig, så står jeg ved det, for jeg er utrolig stolt af min bog," siger han til TV 2 Sporten med henvisning til sin kommende biografi, hvor han altså blandt andet fortæller om nederlaget til FCK, der betød, at AaB kvalificerede sig til UEFA Cuppen, og at spillerne modtog en bonus på 300.000 kroner.

Dansk Boldspil Union har efter afsløringen meldt ud, at den vil indlede en disciplinærsag mod 31-årige David Nielsen, men det ryster ikke den kontroversielle spiller.

"Reaktionen fra DBU er selvfølgelig klar og tydelig, og den var også forventet fra min side. I stedet for at hoppe med på den her vogn, hvor jeg er et sort svin (titlen på biografien, red.), så synes jeg, at man skal lægge de her ting ud til en åben debat, og så se om vi ikke kan ændre systemet, så vi som sportsfolk og fodboldspillere ikke skal ende i en situation igen, hvor det kan betale sig ikke at yde sit bedste. For det er en vanvittig situation at være i, og det var der en hel klub, som var i tilbage i 2004," lyder det fra David Nielsen, der efter sin afsløring har stået i et stormvejr af kritik fra den danske fodboldverden.

"Det er ting, som jeg har levet med i hele min fodboldkarriere, og det er ting som overhovedet ikke berører mig et sekund. Det preller af på mig. Hvis folk kender facts i den her sag, vil jeg gerne have at de stiller sig op foran et spejl, ser ind i spejlet og spørger sig selv, om de kunne finde på at gøre det samme," siger han til TV 2 Sporten.

David Nielsen spiller for den norske klub Strømsgodset, men skal tilbage til den fynske klub OB, som ejer ham, når den norske sæson er forbi.