Fodbold

Curth: Drengedrøm blev opfyldt

Jeppe Curth scorede AaBs 2-1-mål i 2-2-kampen mod Manchester United onsdag, og efterfølgende erkendte han, at det var karrierens højdepunkt.

"Det var en drengedrøm, der blev opfyldt. Der blev helt stille," sagde en meget glad Jeppe Curth, der iført en Manchester United-trøje stille op til interview med 3+ efter kampen.

"Det var favoritholdet, og det var en sjov kamp i dag. Det var en hård kamp mod verdens bedste hold. Vi vidste, at vi skulle stå tilbage og satse på de chancer vi fik, og det synes jeg gik godt," mente Jeppe Curth, der ikke var i tvivl om, hvor på skalaen over livets oplevelser, kampen skulle placeres:

"Det er absolut det største. Nu skal vi spille UEFA Cup i foråret, så nu gælder det om at holde os kørende," lød det videre fra Jeppe Curth, der lovpriste arbejdsmoralen på AaB-holdet.

"Vi arbejdede som heste, og vi gjorde det fantastisk... Selvfølgelig var vi heldige," sagde han.