Fodbold

Bøgelund: Glad for Aalborg

For AaB's Kasper Bøgelund har dette efterår været specielt vigtigt. For første gang i lang tid har den ellers skadesplagede spiller stort set undgået langvarige skadespauser. Det giver Bøgelund et ekstra triumfkort at spille ud i de kontraktforhandlinger, landsholdsbacken skal have med sportsdirektør Lynge Jakobsen.

"Det gavner mig helt sikkert. Det er noget af det allervigtigste for mig, at jeg kunne holde mig skadesfri, og at jeg nu har bevist, at jeg godt kan spille mange kampe," siger Kasper Bøgelund til Ritzau.

Efter 2-2-kampen mod Manchester United i aftes håber nordjydernes mest rutinerede spiller, at det kan udmønte sig i et forlænget samarbejde med AaB, selv om endnu et udlandsophold også er en mulighed. Bøgelund har valgt at holde alle muligheder åbne, og efter nytår kan AaB-backen forhandle frit med eventuelt interesserede klubber.

"Men der er ingen tvivl, om at jeg er rigtig glad for at være i Aalborg i øjeblikket," siger den tidligere PSV Eindhoven-spiller.