Fodbold

FCK slog Brøndby i KBH-derbyet

FC København fik mandag aften en noget nær perfekt start på forårssæsonen, da holdet med en 1-0-sejr ude mod de evige rivaler fra Brøndby snuppede førstepladsen fra dagens modstandere.

Kampen var ellers blot 12 minutter gammel, før den gode stemning på Brøndby Stadion blev endnu bedre, men Jan Kristiansens flotte tværpasning til Alexander Farnerud blev misset, til trods for, at Farnerud blot stod fire-fem meter fra FCK-målet, da han headede.

Blå/gul-jubel blev det ikke til, og i stedet måtte tilskuerne se ængsteligt til fra tribunerne, mens FCK tog teten.

Cesar Santin var først til at svare igen - og det på flotteste vis, da han to minutter efter tørrede to Brøndby-spillere på kanten af det lille felt, men desværre for brasilianeren, strøg hans afslutning snert forbi den fjernste opstander.

I 18. minut var det igen hedt foran hjemmeholdets mål. Zdenek Pospech steg uhindret til vejrs bag Joseph Elanga og kun en stor redning af Stephan Andersen gjorde, at det fortsat stod 0-0.

Redningen fik Faxe-tribunen til at hylde målmanden, der før kampen havde modtaget det "Gyldne Bur" som årets målmand i 2008, og det skulle ikke blive sidste gang, at Stephan Andersen kom i fokus.

Det efterfølgende kvarter fik Brøndby kæmpet sig tilbage i opgøret, men den næste helt store chance tilfaldt ikke desto mindre FCK, og denne gang kunne Stephan Andersen og Brøndby glæde sig over, at Dame N'Doye sparkede forbi målet fra kanten af feltet.

Minuttet før pausen måtte Stephan Andersen atter have handskerne i brug, men denne gang fik målmanden det til at se meget let ud, da han snuppede Dame N'Doyes ellers udmærkede hovedstød.

Mens Brøndby-træner Kent Nielsen kunne glæde sig stort over sin målmand, må han have undret sig over, hvor midtbanen var blevet af. Michael Krohn-Dehli var på holdkortet, men ikke for alvor til stede på banen, hvor Samuel Holmén heller ikke for alvor viste sine evner.

Efter pausen var der blot gået to minutter, før Dame N'Doye atter var tæt på at komme på tavlen, men endnu en gang slap de gulblusede med skrækken, da senegaleseren ikke nåede frem til en hovedstødsafslutning tæt under mål.

Anden halvlegs første halve time blev ellers en noget blandet fornøjelse, hvor de to mandskaber nok gik til makronerne, men samtidig glimrede de helt store afslutniger ved deres fravær.

Bedre blev det, da Jesper Grønkjær gjorde comeback i SAS Ligaen efter en times spil. Fløjen skulle vise sig at være det helt rigtige kort at spille for FCK-træner Ståle Solbakken.

Grønkjær skulle kun bruge et par frugtesløse forsøg, før han spillede Dame N'Doye fri til afslutning, og mens N'Doye ikke fik scoret, kunne FCK'erne glæde sig over, at Stephan Andersen kiksede sit indgreb, så bolden passerede til Ailton - og han havde ikke svært ved at score i et tomt mål fra en meters afstand.

Målet slog naturligt nok luften ud af den sang, som flertallet af de 26.014 tilskuere havde stået for indtil da. Et par såkaldte "streakers", havde dog luft nok til at kravle ind på banen løbe ned og vise deres blottede bagdele for gæsternes fans.

På grund af sejren er det imidlertid nu FC København, der har håneretten imellem de to klubber, og det vil baneløberne næppe ændre på.

Sejren betyder, at FCK har 40 point, mens Brøndby på andenpladsen har 39 og OB er med 38 point også med i mesterskabskampen.