Fodbold

BIF-profil tvivlsom mod Tyskland

Han nåede næsten ombord på flyet til VM i Sydafrika, men blev siet fra i sidste øjeblik.

Onsdag har Michael Krohn-Dehli chancen for at revanchere den skuffelse i landskampen mod Tyskland, men nu er det også yderst tvivlsomt, om han vil være at finde i truppen til den kamp.

I søndagens 3-1-sejr over FC Nordsjælland måtte Brøndby-profilen nemlig udgå efter 66 minutter. Det var et vrid i det højre knæ, der tvang den lille kreatør til at tage plads på bænken.

Blandt banens bedste i Farum

Og nu er han ikke sikker på, at han når at blive klar til onsdagens træningskamp mod de tyske VM-bronzevindere.

- Det er sådan set op til knæet nu. Det hele kommer an på, hvordan knæet reagerer i løbet af de næste par dage. Det skal selvfølgelig være i orden, før jeg spiller igen, siger Krohn-Dehli med en ispose viklet stramt om det plagede knæ.

Inden han pådrog sig skaden viste han ellers fin landsholdsform. Michael Krohn-Dehli bragte Brøndby på sejrskurs med scoringen til 1-0 på et fladt langskud, og gennem hele kampen var han blandt banens bedste med flere fornemme frispilninger.

VM-skuffelsen er glemt nu

Krohn-Dehli havde også umiddelbart gode chancer for blive udtaget til sommerens VM-tur til Sydafrika af landstræner Morten Olsen. Men hele forløbet op til slutrunden forsøger den Brøndby-spilleren nu at glemme.

- Selvfølgelig var jeg skuffet i de første uger efter, men man er bare nødt til at kigge fremad i den situation. Ellers kommer det til at ligge i baghovedet hele tiden, siger Michael Krohn-Dehli.

Det er indtil videre blevet til fem landskampe for Brøndby-spilleren, der endnu har sit første mål til gode i den rød-hvide dragt.