Fodbold

Brøndby-træner: Trætte spillere

Fire kampe på to uger så kort efter sæsonstart.

Den slags tærer på kræfterne, selv hos de professionelle fodboldspillere i Brøndbys trup. Efter midtugens sejr over Buducnost i kvalifikationen til Europa League var der ikke meget tilbage i benene hos de danske bronzevindere fra sidste sæson, erkender Brøndby-træner Henrik Jensen

- Der var nogle, der så slidte ud allerede i torsdags, siger han.

Nordsjælland fik lov at have bolden

De energitappede ben krævede da også, at der blev taget hensyn til dem, da taktikken til søndagens superligakamp skulle lægges.

- Vi lod dem have bolden meget i dag. Det var et bevidst valg, for det ville koste mange kræfter at gå op og presse dem hele tiden. Vi kom med et godt tryk fra start, men vi kunne ikke holde det gennem hele kampen, siger træneren hos sejrherrerne.

Det lignede en sikker sejr gennem det meste af opgøret, men en overgang frygtede trænerteamet hos medaljefavoritterne, at de tre point skulle komme i fare. Da FC Nordsjælland reducerede med et kvarter igen, blev Henrik Jensen nervøs for udbyttet af kampen.

To fridage til (næsten) alle

- Der følte jeg, at vi var lige på randen af knock-out, for der havde de bolden rigtig meget. Men de blev ikke rigtig farlige, fortæller han.

Nu venter der hans spillere nogle hårdt tiltrængte fridage tirsdag og onsdag som belønning for det hårde program. Men for Stephan Andersen og Michael Krohn-Dehli fortsætter det hårde program. De er begge udtaget til onsdagens landskamp mod Tyskland. Og selvom det ærgrer deres klubtræner, at de ikke får hvilet, er han ikke i tvivl om, hvordan de skal prioritere deres kræfter.

- Jeg har det sådan, at landskampe er landskampe, og hvis man er i stand til at spille, så skal man selvfølgelig lige gøre det, siger Henrik Jensen.