Fodbold

Utaka knækkede midtjyske ulve

OB er godt på vej op i toppen af Superligaen efter en 2-1 sejr i en medrivende og underholdende kamp hjemme mod FC Midtjylland.

Det var Peter Utaka, der afgjorde højtempo-opgøret på TRE-FOR Park i Odense, da han udnyttede Hans Henrik Andreasens glimrende dybe aflevering efter 67 minutters spil.

Det var i en fremragende kamp mellem to hold med lyst til offensive satsninger og højt tempo, fynboerne der trak det længste strå. En kamp, hvor midtjyderne startede bedst, men fynboerne først slog til.

Scorede sit syvende mål

Det var Hans Henrik Andreasen, der efter 22 minutter uden problemer kunne sætte indersiden på Henrik Tofts aflevering. Det var OB-spillerens syvende mål i denne sæson, og dermed satte han en fed streg under positionen som topscorer.

Midtjyderne holdt dog ved, og havde stor andel af den underholdende kamp. og ni minutter efter pausen bar det frugt, da et passivt OB forsvar lod Igboun skyde frem og prikke bolden i nettet i mellem Anders Møller Christensen og den unge Daniel Høegh.

Kravler mod toppen

OB havde flere nærgående forsøg med Hans Henrik Andreasen som evig kilde til uro i det midtjyske felt, inden Peter Utaka sendte sejren til den fynske lejr.

Sejren betyder, at fynboerne rykker op på fjerdepladsen i Superligaen - et point efter Brøndby, mens FC Midtjylland stadig er nummer to - nu fire point efter topholdet FC København.