Fodbold

Ærlig Ronaldo: Jeg er nervøs

Mandag aften spiller Real Madrid og FC Barcelona en kamp mod hinanden, hvor der er mere end bare førstepladsen i La Liga på spil. Derfor er der sommerfugle i maven hos Real Madrids stjernespiller Cristiano Ronaldo.

- Jeg er måske stadig lidt nervøs. Tingene går godt for både mig og holdet, men jeg føler ikke, der er mere pres på mig end på de andre. Vi har alle ansvaret for at spille en god kamp, siger Ronaldo på pressemødet forud for kampen.

- Det er ikke vigtigt, at jeg scorer. Det er holdet, der skal vinde. Om det bliver den ene eller den anden, der scorer, det er lige meget, fortsætter Ronaldo.

Afviser duel mod Messi

Mange medier har allerede spået kampen til at blive et opgør mellem verdens to - måske - bedste fodboldspillere lige nu, Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. Den duel afviser Real Madrid-spilleren.

- Nu har jeg fået det samme spørgsmål tre gange. Det er noge pjat. Jeg ser ikke kampen som en duel mellem os, og hvis du spørger Messi, så vil han svare noget lignende, siger Ronaldo.

- Det er en duel mellem Barcelona og Real Madrid. Jeg vil gøre mit bedste for Madrid, og Messi for at hjælpe Barcelona. Det bliver en flot kamp, slutter Ronaldo.