Mourinho revser Reals præstation

José Mourinho mener, at Real Madrid modsat Barcelona var langt fra at præstere på holdets bedste niveau, da hans mandskab blev banket med 0-5 på Camp Nou.

- Det ene hold ramte sit potentiale, og det gjorde det andet hold ikke, fastslĂĄr Mourinho.

- Det var et helt fortjent nederlag, men jeg mener ikke, at det afspejler forskellen på de to mandskaber, fortæller Real-træneren, der kom til klubben før denne sæson - blandt andet for at tryne Barcelona i Primera Division.

Vil gerne spille igen i morgen

Han afviser, at ydmygelsen får betydning for kampen om det spanske mesterskab, som nu føres af Barcelona, der har to point mere end Real Madrid.

- Mesterskabet blev ikke afgjort i dag. Vi er to point efter de førende, men der resterer mange kampe.

- Vi skal vise karakter, træne hårdt og vinde nogle kampe. Jeg ville ønske, at vi skulle spille igen i morgen, siger Mourinho.

Nederlaget i Barcelona var portugiserens første som træner for Real Madrid. Der er blot spillet 13 af sæsonens 38 kampe i Spaniens bedste fodboldrække.