Real-bøddel følte sig overlegen

Barcelonas dobbelte målscorer mod Real Madrid, David Villa, mener, at Barcelonas 5-0-sejr især blev sikret, fordi holdet vandt slaget om midtbanen.

- Barca var i dag overlegne, og vi kunne spille på vores egen måde.

- Madrid fandt sig aldrig til rette på banen, og de vidste ikke, hvordan de kunne få overtaget på midtbanen, som er vores styrke, siger David Villa ifølge Reuters.

Stadig langt til mesterskabet

Storsejren over de evige rivaler betyder, at Barcelona overtager førstepladsen i Primera Division fra netop Real Madrid.

- Vi er to point foran dem nu, og det er jeg glad for, men vi skal fortsat arbejde hårdt, da vi kun er i november. Vi skal fortsætte med at vinde, fastslår den tidligere Valencia-angriber, der kom til Barcelona forud for sæsonen.

Der er blot spillet 13 af 38 runder i den bedste spanske fodboldrække.