Fodbold

Så er du advaret: Ingen presse

Brøndbys netop præsenterede direktør, Jan Lockhart, bliver den fjerde af slagsen på mindre end to år. Han skal især fokusere på at holde sig ude af pressens søgelys, mener klubbens næstformand, Benny Winther.

Det, der ifølge Winther var galt med forgængerne Hermann Haraldsson, Frank Buch-Andersen og Ole Palmå, var nemlig, at de var for meget i medierne. De tre blev enten fyret eller gik selv som følge af uoverensstemmelser med bestyrelsen.

- Det er jo ikke Jan, der skal stå og udtale sig på Brøndbys vegne i alle anliggender og altid. Han skal være administrerende direktør for en virksomhed. Det er vigtigt at forstå. Det er jo ikke meningen, at Jan skal være et kendt ansigt, siger Benny Winther.

De skal passe deres arbejde

Han fortæller, at han har været uenig i ansættelsen af alle de tre foregående direktører, der efter Benny Winthers mening har blandet sig for meget.

- De har jo gerne villet stå foran de snurrende kameraer, og det skal de ikke. De skal passe deres arbejde, og det er at drive klubben økonomisk ansvarligt, siger Benny Winther.

I stedet er det den sportslige afdeling, der skal være Brøndbys ansigt udadtil.

Lockhart har en anden strategi

- Om det så er sportschefen eller træneren. Sådan bør det være i min verden, siger Benny Winther.

Det lader dog ikke til, at Jan Lockhart har tænkt sig at lytte til den opfordring. Den kommende Brøndby-direktør vil tværtimod forsøge at komme så meget i medierne som muligt.

- Jeg tror ikke, at du kan være herude som administrerende direktør uden at planlægge at være meget aktiv i medierne. Så jeg planlægger at være meget aktiv i medierne.

- Jeg planlægger at være meget tilgængelig og udtale mig så meget, som jeg overhovedet kan og overhovedet må, og så ofte, som det overhovedet kan lade sig gøre, siger Jan Lockhart