Grønkjær imponerer Didier Drogba

Når Chelsea og FC København tørner sammen i forårets Champions League om mindre end to måneder, så vil Didier Drogba og hans holdkammerater holde et vågent øje med Jesper Grønkjær.
- Han er velkendt på Stamford Bridge. Og han har stadig evnerne til hurtigt og overraskende at flå et forsvar op, siger Drogba i et interview til Ekstra Bladet.
Chelsea-frontmanden er imponeret over de københavnske præstationer i gruppespillet - især hjemmekampen mod FC Barcelona er faldet ivorineren i øjnene.
Roser FCK's omstilling
- Jeg kan huske deres 1-1 kamp mod Barcelona for nylig. Og jeg husker dem som et godt organiseret mandskab i den kamp, siger Drogba.
- De har også muligheden for at omstille sig og spille hurtigt.
Didier Drogba og Chelsea kommer til Parken den 22. februar, mens der er retur-opgør på Stamford Bridge den 16. marts.