Overfald afbryder svensk topkamp
Det skulle have været en festaften med kampen mellem de to førende hold i den svenske Allsvenskan i fodbold. Nu bliver det i stedet en sort dag i svensk fodboldhistorie.
Topkampen mellem Helsingborg og Malmö FF blev afbrudt ved stillingen 1-0 til Helsingborg, da en tilskuer løb ind på banen og overfaldt Helsingborg-målmanden Pär Hansson.
Forinden var der blevet kastet kanonslag ned mod målmanden.
Politiet fik fjernet overfaldsmanden fra banen, og dommer Stefan Johannesson valgte ikke at genoptage kampen.
"Jeg synes, at det er ærgerligt, at sådan noget kan ske under en kamp, og at fodbolden skal bøde for sådanne hændelser," siger Malmö FF-træneren Roland Nilsson til Canal Plus.
Sagen får uden tvivl et efterspil.