Fodbold

Ærgerlig Olsen: En dynamitpulje

Den danske landstræner Morten Olsen havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da han så Danmark havne i EM-pulje med Holland, Tyskland og Portugal. Mest af alt var grimassen ærgerlig.

"Det var en af de værste grupper, vi kunne få. Der er to af EM-favoritterne i Holland og Tyskland, og så er der Portugal, der også er stærke. Vi har slået dem før, og vi kan gøre det igen." siger landstræner Morten Olsen til sporten.tv2.dk.

"Man kan sagtens kalde det en dynamitpulje."

Topniveau i 10 dage

Danmark spiller første kamp den 9. juni mod Holland, og Morten Olsen skal forsøge at få sine spillere til at ramme topniveauet.

"Vi skal ramme vores topniveau på de ti dage, hvor de første tre kampe spilles," siger Morten Olsen.

"Vi er selvfølgelig outsidere, men lad os håbe, vi kan afgøre det i den sidste kamp mod Tyskland, hvis vi ser lidt positivt på det," fortsætter landstræneren.