Fodbold

Firser-design inspirerer EM-bold

I forbindelse med lodtrækningen til næste års EM i fodbold er slutrundens officielle kampbold også blevet præsenteret.

Kampbolden ved EM i Polen og Ukraine er en udvikling af de kampbolde, der blev spillet med ved EM i 1980, 1984 og 1988.

Det danske fodboldlandshold havde stor succes i 1980'erne, og det blev blandt andet til en semifinaleplads ved EM i 1984, så måske er valget ikke så skidt set med danske briller.

Inspireret af 1980'erne

Adidas og det europæiske fodboldforbund (Uefa) har døbt den nye EM-bold "Tango 12". Bolden blev præsenteret af den tidligere olympiske mester i stangspring, ukraineren Sergej Bubka.

Udgangspunktet er det klassiske Tango-design, som blev anvendt ved slutrunderne i 1980'erne, men Tango 12 er en moderne fortolkning af designet, hvor farverne i grafikken symboliserer de to værtsnationer, Polen og Ukraine.

"Adidas Tango 12 er inspireret af et ikonisk design, som er kendt af spillere og fans over hele verden, og det er fantastisk at se denne kreative genfortolkning af Tango-designet," siger David Taylor fra Uefa.

Får officielle bolde

EM-bolden er blevet udviklet i de seneste to år og er den mest testede fodbold, Adidas nogensinde har produceret.

I 80'erne blev der produceret tre Tango-inspirerede designs for EM-slutrunderne - Tango River Plate i 1980, Tango Mundial i 1984 og Tango Europa i 1988, hvilket gør Tango 12 til den fjerde i rækken.

EM-bolden er i spil fra første EM-kamp bliver fløjtet i gang den 8. juni, når værtsnationen Polen går på banen på det nationale stadion i Warszawa.

Alle de kvalificerede fodboldforbund vil modtage tredive officielle kampbolde i løbet af næste uge. Bolden kan købes i butikker fra 3. december og koster 1000 kroner.