Fodbold

Henry: Jeg scorer ikke hver gang

Thierry Henry fik et drømmecomeback, da han scorede det afgørende mål for Arsenal, der forleden vandt 1-0 over Leeds i FA Cuppens tredje runde.

Det har sendt franskmandens mange Arsenal-fans i drømmeland, og Henry forsøger nu at lægge en dæmper på de store forventninger.

"Jeg scorede, men det kommer ikke til at ske, hver gang jeg spiller. Jeg ved ikke, om mit løb var intelligent eller ej, men det er sådan, jeg spiller," siger Thierry Henry til Arsenal Player.

"Jeg forsøger at bidrage med det, jeg kan. Det kan være, at det ikke vil være nok en anden gang, men jeg vil altid gøre mit bedste."

Ligeglad med spilletid

Thierry Henry, som er ejet af den amerikanske klub New York Red Bulls, spiller på en to måneder lang lejeaftale i Arsenal.

Den 34-årige angriber er en afholdt herre i Arsenal, hvor han fortsat indehaver klubrekorden for flest scorede mål i den røde trøje. Med målet mod Leeds har Henry scoret 227 gange for Arsenal.

"Jeg elsker denne klub. Jeg har sagt det så mange gange. Hvis manageren har brug for mig i 30 sekunder, et minut, eller hvis han slet ikke har brug for mig, så vil jeg være omkring drengene og støtte dem i omklædningsrummet," siger Henry.

Thierry Henry spillede otte sæsoner for Arsenal, inden han skiftede til Barcelona i 2007. Her blev han i tre sæsoner, inden han i 2010 skiftede til amerikansk fodbold.