24-årig Bendtner banker legenderne

Man skulle ikke umiddelbart tro det, men Nicklas Bendtner er faktisk bedre end Preben Elkjær og Jon Dahl Tomasson! Da de var i samme alder. Bendtner fylder 24 år i dag.
Det er hvis man leger lidt med de nøgne fakts på d'herrers respektive 24 års fødselsdage. Hvad har de nået i tørre tal "netop nu".
Nicklas Bendtner er fra 1988, debuterede i 2006 med at score mod Polen. Bagefter sagde han: "Jeg var ikke nervøs, men spændt - det hænger nok sammen med, at jeg har en stor tro på mig selv". Sådan har det været lige siden.
17 mål i 45 landskampe er det blevet til inden han fyldte 24 år. Det er 3 mål flere end Preben Elkjær, da han fyldte 24 år og 9 mål flere end Jon Dahl Tomasson på samme alder.
Elkjær scorede i debuten
Preben scorede også i sin landsholdsdebut - endda to gange - mod Finland i 1977: "Jeg skal nok få en international karriere"," sagde han bagefter - og det holdt i den grad stik. Det blev i alt til 38 mål i 69 landskampe, mester med FC Köln (9 kampe) og mere iøjnefaldende med Hellas-Verona i 1985 og med fremme i top 3 tre gange ved kåringen af "årets fodboldspiller (nu "Ballon d'Or").
Jon Dahl Tomasson, der sammen emd Poul "Tist" Nielsen har scoret flest landskampsmål (52) scorede sit første landskampsmål i sin niende kamp. Blev skiftet ind og lavede mål mod Wales i 1999.
Da han fyldte 24 år var det blevet til 8 mål i 22 landskampe. "Alle har forventet mål fra mig, nu lykkedes det og jeg er lettet". Siden blev han hollandsk, italiensk og tysk mester, var med til at vinde Champions League og blev årets spiller to gange.
'Tisten' overgår Bendtner
En anden flittig målscorer fra dengang var Ole Madsen, der i alt nåede 42 mål på landsholdet. Men han havde som 24-årig blot lavet to mål i sine to landskampe.
Begge mod Sverige i 1958 (4-4), hvilket fik ham til bagefter at sige i det høflige sprog der dengang var mellem journalister og spillere: "De må godt skrive, at jeg er glad".
"Tisten" der deler topscorerrollen på landsholdet med Jon Dahl er den eneste der overgår Bendtner. Han havde på sin 24 års fødselsdag i 1915 lavet 21 mål i 11 landskampe! Blandt andet seks mod Sverige i en 10-0 sejr.