Fodbold

Udlejet dansker bliver i USA

Brian Nielsen har forlænget lejeaftalen med MLS-klubben New York Red Bulls, så den løber endnu et halvt år. Den tidligere Vejle-spiller er ejet af Red Bull Salzburg.

"Brian bliver i New York. New York Red Bulls har forlænget hans lejeaftale med et halvt år," fortæller Brian Nielsens agent, Kim Wacker, til tipsbladet.dk.

Offensivspilleren har kun spillet fem minutter i MLS, fordi han har været meget ramt af skader, og derfor har der været stor uvished om, hvor han ville fortsætte karrieren.

"Han har den her skadeshistorik, og derfor vil de gerne se ham et halvt år mere. Det er Brian naturligvis meget glad for, og nu håber han bare, at han kan komme op i gear. Nu får han for første gang en hel vinteropstart til at få formen på plads," siger Kim Wacker.