BIF-spillere savner fan-støtte
Brøndby-spillerne ærgrer sig over, at de måtte undvære publikums opbakning i 0-0-kampen mod AGF på Brøndby Stadion søndag aften.
Som en fælles markering af deres utilfredshed med ikke at blive hørt i den forgangne uges diskussion om tilskuernes opførsel, valgte Brøndbys og AGF's tilhængere at forholde sig i tavshed igennem samtlige 90 minutter.
"Det var ikke, som det plejer. Jeg havde selvfølgelig hellere set, at de havde støttet os," siger Michael Krohn-Dehli.
Ingen slagsange
Kampråb og slagsange udeblev fuldstændig, og kun når publikum var utilfredse med dommer Kenn Hansen, eller når der var målchancer under opsejling, hævede de næsten 15.000 tilskuere stemmerne.
"Når vi fik lagt et pres på AGF, kunne vi godt høre, at de alligevel gik lidt op i det, men det var ikke den samme stemning, som vi er vant til," lyder det fra Krohn-Dehli.
"Jeg tror på, at opbakningen fra hjemmepublikum kan give os et par procent ekstra," siger landsholdsspilleren.
Ikke optimalt
Også midtbanespilleren Mike Jensen manglede noget.
"Det optimale er, når tilskuerne skubber os i ryggen med deres opbakning. Det er bedre, når de råber, konstaterer Mike Jensen efter 0-0-kampen, hvor AGF i lange perioder var bedst.
Træner Auri Skarbalius bemærkede også den noget matte atmosfære, men tror dog ikke, det var afgørende for, at hans hold ikke vant.
"Det var en anderledes oplevelse, og det er ikke noget, man er vant til på Brøndby Stadion. Men da først kampen var i gang, tror jeg ikke, mine spillere blev påvirkede af det," siger Auri Skarbalius.