Brøndby indberettet for ølkast

Det får konsekvenser for Brøndby IF, at en del af klubbens tilhængere søndag aften overdængede Horsens-spilleren Anders Nøhr med øl, lightere og andet kasteskyts, da Nøhr stod klar til at tage et hjørnespark i superligakampen mellem Horsens og Brøndby.

Kampens dommer, Michael Tykgaard, vil nemlig indberette Brøndby til DBU efter tilskuernes uheldige opførsel, som også kom til udtryk, da den ene af de to linjevogtere fik en flyvende fadøl på skulderen i første halvleg.

"Der bliver indberettet, at der blev kastet ting på banen i det 82. minut," lød det fra Michael Tykgaard til fodboldmagasinet Onside på 3+ søndag aften.

Spillerne blev utrygge

"Jeg får en melding om, at der bliver kastet lightere og øl på banen, og at de føler sig utrygge. Derfor henvender jeg mig til sikkerhedschefen for at få bragt det til ophør," sagde Tykgaard.

Balladen i Horsens kommer i en forårssæson, hvor meget har handlet om tilskueroptøjer, efter forårspremieren mellem AaB og FC København måtte afbrydes, da FCK-tilhængere affyrede romerlys, og en AaB-fan løb ind på banen.

Det har medført restriktioner for udebanetilhængere til højrisikokampe, restriktioner, som Brøndbys tilhængere har protesteret over, blandt andet under hjemmekampen mod AGF tidligere på foråret.