Fodbold

Spillerforeningen forstår ikke DBU

DBU's planlagte Twitter- og Facebook-forbud for landsholdsspillerne under sommerens EM-slutrunde i Polen og Ukraine giver anledning til stor undren i spillernes fagforening.

Spillerforeningens direktør Mads Øland siger således til ekstrabladet.dk, at forbuddet, som sporten.tv2.dk mandag citerede DBU's kommunikationschef Lars Berendt for, lyder som et oplæg til en debat snarere end en egentlig beslutning.

"Det lyder mærkeligt. Selvfølgelig skal spillerne tænke sig om, det siger sig selv. Men det er en underlig udmelding. Det er jo voksne mennesker, der godt kan tænke sig om."

"Så jeg forstår ikke, hvorfor DBU føler behov for at sætte sådanne restriktioner op, og jeg synes bestemt ikke, at det er nødvendigt med et sådant forbud," siger Mads Øland.

Ministeren vil have en forklaring

Forbuddet mod sociale medier har mødt kritik fra flere sider.

Den erfarne landsholdsmålmand Thomas Sørensen, der står foran sin femte slutrundedeltagelse, kalder forslaget "ærgerligt", mens kulturminister Uffe Elbæk (R) har udtrykt sin undren.

"Jeg har da lyst til at sige til DBU, at jeg meget meget gerne vil have en forklaring på, hvorfor de har truffet denne beslutning," siger Elbæk.