Fodbold

Chelsea vandt finalen på Wembley

Nedtur for Daniel Agger og Liverpool.

Chelsea vandt lørdagens FA Cup-finale med 2-1 over Liverpool, der havde den danske forsvarsspiller med i hele opgøret på Wembley i London, takket være mål fra Ramires og Didier Drogba.

Reddet på stregen

Det var yderst tæt på 2-2 med små 10 minutter tilbage af kampen, hvor indskiftede Andy Carrolls hovedstød mirakuløst blev reddet af Chelsea-keeper Petr Cech.

Liverpools spillere appellerede kraftigt for mål i situationen, hvor tv-billeder umiddelbart viste, at bolden ikke var helt over målstregen på grund af den flyvende tjekke i London-holdets mål.

Faktisk var Andy Carroll så sikker på, at han havde scoret, at han allerede fejrede målet. Derfor var angriberen også rasende, da det gik op for ham, at målet ikke var blevet givet.

Håb fra Carroll

Netop Andy Carroll var manden, der for alvor fik kickstartet Liverpools finale, hvor de længe haltede efter Chelsea.

Med lidt under en halv time igen dansede han Chelsea-anfører John Terry helt væk og hamrede bolden i mål til 1-2, og reduceringen indledte et stort, men forgæves, Liverpool-pres i resten af finalen.

Liverpool blev straffet i begyndelsen af begge halvlege. Først var det midtbanespilleren Ramires, der udnyttede en Liverpool-fejl og scorede til 1-0 i en situation, hvor Agger lige præcis ikke kunne få tacklet brasilianeren.

For Ramires var finalen ekstra vigtig, da han er en af de Chelsea-profiler, som 19. maj på grund af karantæne misser Champions League-finalen mod Bayern München.

Sejr pynter

I begyndelsen af anden halvleg var det så den ivorianske angriber Didier Drogba, der gjorde det til 2-0 efter en flot pasning fra Frank Lampard.

Begge hold har haft en skuffende sæson i Premier League. Chelsea er nummer seks og Liverpool nummer otte med to spillerunder tilbage, og derfor kunne en sejr i FA Cuppen redde lidt af sæsonen.

Chelsea kan lægge et ekstra stort lag på, hvis også Champions League-finalen vindes, mens Liverpool må trøste sig med, at det trods alt blev til en sejr i den lille engelske pokalturnering, Carling Cuppen, tidligere i år.