Fodbold

Bendtner vil afgøre mesterskabet

Nicklas Bendtner drømmer om, at han kan få en afgørende rolle, når den engelske Premier League søndag bliver afgjort.

Danskerens klub, Sunderland, tager hjemme imod Manchester United, der kæmper for at genvinde mesterskabet i hård konkurrence med lokalrivalen, Manchester City.

"Alt kan ske allerede fra i morgen, hvor det engelske mesterskab kan afgøres fra mine fødder. Manchester City ligger til at løbe med den nu, og vinder vi over United, er City mestre," skriver Nicklas Bendtner i sin klumme i Ekstra Bladet.

Drømmer om afgørende fod

Både Manchester City og Manchester United har 86 point før sidste spillerunde, men Citys målscore er otte mål bedre end Uniteds.

Manchester City kan derfor efter al sandsynlighed blive mestre med blot en lille sejr hjemme over Queens Park Rangers.

Nicklas Bendtner roser begge Manchester-klubber for en flot sæson, og han er spændt på søndagens Premier League-afgørelse.

"Det har været en lang og utrolig sæson, og jeg kan kun rose begge Manchester-klubberne. Men det kunne nu være sjovt at have en fod med i mesterskabskampen," skriver den danske landsholdsangriber.