Fodbold

Mancini fatter ikke Citys triumf

Med mål til 2-2 og 3-2 mod Queens Park Rangers i overtiden vandt Manchester City søndag Premier League foran Manchester United.

City-manager Roberto Mancini har svært ved at forstå, hvordan en gigantisk fiasko på ingen tid blev vendt til sejr og mesterskab.

"De sidste minutter var utrolige. Dette er for vores fans, de fortjener det. At vinde på denne måde er utroligt. Jeg har aldrig set noget lignende," siger Mancini ifølge AFP.

Fortjener mesterskabet

"Vi havde mange chancer, og vi fortjener at vinde dette mesterskab. Det er fantastisk. Efter 44 års ventetid dedikerer jeg mesterskabet til alle vores fans. Det var en vanvittig sæson og nogle vanvittige minutter til sidst," siger Mancini.

Først Edin Dzeko og derefter Sergio Agüero scorede de afgørende mål for City i overtiden.

Både City og United ender sæsonen på 89 point, men Citys målscore er otte mål bedre.