Fodbold

Sådan afgøres det engelske mesterskab

Kl. 16 dansk tid spilles sidste runde i Premier League, hvor det engelske mesterskab bliver afgjort.

Men det er helt sikkert, at det bliver i Manchester, at mesterskabstrofæet havner, for det er enten City eller United, der løber med titlen.

Sådan bliver Manchester City mester:

Manchester City møder Queens Park Rangers hjemme på Etihad Stadium, og en sejr vil med 99 procents sikkerhed være nok for City.

Årsagen er, at de lyseblå er otte mål bedre end Manchester United i målforskellen.

Alt andet end en sejr betyder, at City er afhængige af Manchester Uniteds resultat.

Sådan bliver Manchester United mester:

Manchester United skal møde Sunderland på Stadium of Light, og skal, hvis City vinder, besejre Bendtner og co med ni mål mere end City vinder.

Taber City eller spiller City uafgjort, så vil en United-sejr i Sunderland sende endnu et mesterskab til Old Trafford.

Sandsynlighed:

Statistik-sitet Castrolfootball bruger statistik til at forudsige resulatterne af kampe, og taler statistikken sandt kan Manchester City fejre mesterskabet søndag eftermiddag.

Manchester City-QPR:

  • City vinder - 80 procent
  • Uafgjort - 13 procent
  • QPR vinder - 7 procent

Sunderland-Manchester United:

  • Sunderland vinder - 15 procent
  • Uafgjort - 21 procent
  • United vinder - 64 procent