Fodbold

Succestræner usikker på Chelsea

Roberto Di Matteo aner fortsat intet om sin fremtid i Chelsea, og den midlertidige manager har end ikke talt med ledelsen om emnet endnu, indrømmer italieneren.

"Min kone har booket vores sommerferie, og den ser jeg frem til. Der findes mobiltelefoner, og de virker alle steder i disse dage, så jeg er til at få fat på," siger Di Matteo ifølge AFP.

Han overtog tidligere på året managerposten i klubben fra fyrede André Villas-Boas og har indtil videre ført Chelsea til sejren i FA Cuppen, mens det på lørdag gælder Champions League-finalen mod Bayern München.

Skuffende sjetteplads

Til gengæld blev det kun til en sjetteplads i Premier League, hvilket er meget skuffende.

Adspurgt om fremtiden har noget med den kommende Champions League-finale at gøre, svarer Di Matteo:

"Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, det vil spille en rolle, om vi vinder eller taber. Og det har jeg ikke et problem med."

Chelsea og Bayern München mødes på Allianz Arena, som til dagligt er tyskernes hjemmebane.